Nu skal det være, Hamilton

Britiske Lewis Hamilton kan søndag sikre sig verdensmesterskabet på Interlagos-banen i Brasilien

Lewis Hamilton med kæresten Nicole Scherzinger. Han kan søndag vinde verdensmesterskabet i formel 1. (Foto: Getty Images)
Lewis Hamilton med kæresten Nicole Scherzinger. Han kan søndag vinde verdensmesterskabet i formel 1. (Foto: Getty Images)

Arrogant, højrøvet - en overlegen undermåler.

Lewis Hamilton er formel 1-feltets hurtigste kører, men han er absolut ikke populær hos kollegaerne. Der skal bare en enkelt usportslig manøvre til, før McLaren-Mercedes-chaufføren mister verdensmesterskabet.

Afviser afkørsel
Selv nedtoner den 23-årige englænder chancerne for urent trav på Interlagos-banen i Brasilien.

- Vi er her for at køre racerløb, og jeg regner med, at alle på banen opfører sig sportsligt korrekt, fortæller Hamilton.

Hans værste konkurrent, hjemmebane-favoritten Felipe Massa i Ferrari, prøver også at afvise attentat-rygterne:

- Jeg har det fint med Hamilton, og jeg kunne aldrig selv finde på at køre nogen af banen, fortæller brasilianeren.

Hans landsmand, Rubens Barrichello i Honda, afviser usportslig optræden.

- Hvis jeg kørte Hamilton af banen, og Massa vandt, tror I så, han ville nyde sejren, spurgte han de forsamlede journalister.

Så Hamilton må håbe, at kørerne taler sandt og ikke i virkeligheden har moral som David Nielsen.

Smed sejren sidste år
Sidste år skete det umulige. Hamilton tabte et ellers stensikkert verdensmesterskab i sidste løb på Interlagos-banen.

Igen i år har den 23-årige englænder alle chancer, han skal bare have en femteplads for at vinde samlet - og igen i år bliver det hele afgjort i Brasilien.

Lewis Hamilton er altså under massivt pres, som han dog forsøger at luske væk fra. Han mener ikke, det vil være en katastrofe, hvis han taber.

- Når du taber en tenniskamp, er det en katastrofe. Det er bare endnu en konkurrence. Og vi har stadig haft en god sæson, hvis jeg taber. Jeg har stadig gjort et godt job, fortalte han.

- Men hvis jeg ikke vinder, vil jeg virkelig gøre det bedre til næste år, fortalte Hamilton og indrømmede dermed, hvor meget han ønsker at vinde.

Vil nyde racet
I år er Hamiltons nærmeste konkurrent på hjemmebane. Alligevel mener englænderen, at hans chancer er bedre i år.

- Sidste år nød jeg overhovedet ikke racet. I år nyder jeg det allerede, og det har jeg tænkt mig at gøre resten af weekenden. Jeg er glad for, at det tager sin tid. Jeg er kommet meget, meget langt, og bare at ønske det hele hurtigt er forbi - det er slet ikke min stil, fortæller englænderen.

Du kan følge afgørelsen fra Interlagos-banen på TV 2 Sport klokken 17.55.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere