Magnussen er millimeter fra Formel 1-sædet

Ifølge flere engelske medier skal Kevin Magnussen erstatte Sergio Pérez hos McLarens Formel 1-team

Her ses en koncentreret Kevin Magnussen i Barcelona tidligere i oktober.  Det var her, han vandt  verdensmesterskabet i Formel Renault 3,5-serien.  (Foto: Jan Sommer)
Her ses en koncentreret Kevin Magnussen i Barcelona tidligere i oktober. Det var her, han vandt verdensmesterskabet i Formel Renault 3,5-serien. (Foto: Jan Sommer)

Kevin Magnussen er godt i gang med at lave sit livs største overhaling uden for banen.

Flere engelske medier skriver, at den nykårede verdensmester i Formel Renault 3,5-serien er kørt i stilling til at afløse Sergio Pérez hos McLarens Formel 1-team fra næste sæson.

Det sker, da mexicaneren har præsteret særdeles skuffende i år, hvor en femteplads i det indiske Grand Prix står tilbage som det bedste resultat.

Se også: Magnussen-manager: Vi forhandler med flere F1-teams

Penge har længe været en del af ligningen i forhold til chancerne for at få en plads i Formel 1-feltet, men end ikke et større millionsponsorat fra Pérez’ bagland i Mellemamerika synes denne gang at være nok til at retfærdiggøre en sædereservation i 2014.

Både internt og eksternt pres tvinger nu McLarens administrerende direktør, Martin Whitmarsh, til at se Magnussens vej, når kørersammensætningen for den kommende sæson skal bestemmes. Det skriver Daily Mail og The Telegraph.

Whitmarsh har længe været loyal over for Pérez, men da den 23-årige mexicaner leverede endnu en anonym indsats i weekendens Grand Prix i Dubai, hvor han endte som nummer ni, måtte den øverste chef også tage de kritiske briller på. Han beskrev således præstationen som 'en skuffelse’.

Anderledes positivt stemt er han, når snakken falder på Magnussen, som han tidligere har beskrevet som ’lynende hurtig’.

Se også: Mester-Magnussen: Jeg kan vinde i Formel 1

Og da danskeren er en hel del billigere end Pérez i forhold til lønomkostninger, mener begge engelske aviser at vide, at gageforskellen stort set kan udligne tabet af det sponsorat på små 90 millioner kroner, som selskabet Clarovideo menes at støtte Pérez med.

Helt konkret forlyder det, at Pérez tjener 61 millioner kroner om året, mens Magnussen ville kunne hyres for omkring 4,5 millioner kroner. Dermed skulle de økonomiske omkostninger være inden for overskuelighedens rammer.

De oplysninger vil med al sandsynlighed vække glæde hos Magnussen, der ikke lagt skjul på, at han allerhelst ser sin fremtid i en Formel 1-racer fra McLaren.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil køre for dette team. Det er det bedste i feltet. Det er dem, jeg har ønsket at køre for i hele mit liv. Selv da jeg var en lille dreng, har Magnussen sagt.

Se også: Magnussen er brik i stort Formel 1-puslepil

Det danske stortalent blev tidligere tirsdag blev taget ud af en GP2-test i Abu Dhabi, hvor han ellers var inviteret til deltagelse grundet sin VM-triumf.

Ifølge The Telegraph skyldes det sene afbud, at Magnussen ikke ønsker at sætte sit gode ry over styr i en klasse, der er meget anderledes, end den han er vant til at begå sig i.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere