McLaren afslører: Derfor blev det Kevin

Kevin Magnussen var længst fremme i sin udvikling, og derfor valgte McLaren at satse på danskeren frem for Stoffel Vandoorne

Kevin Magnussen vandt Formel Renault 3,5-klassen foran blandt andre Stoffel Vandoorne. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen vandt Formel Renault 3,5-klassen foran blandt andre Stoffel Vandoorne. (Foto: Jan Sommer)

End ikke i Formel 1 findes der en præcis formel for, hvordan man skaber en perfekt racerkører.

Alligevel vil det ikke være utænkeligt, hvis McLaren er af den overbevisning, at teamet er så tæt på at lure ligningen som overhovedet muligt.

Mens holdets Formel 1-setup i denne sæson har fejlet fælt, står den engelske motorsportsgigant til gengæld noget bedre rustet, når det kommer til udklækningen af nye talenter.

Se også: Kevin Magnussen lukker helt ned

I sin stald råder teamet både over Kevin Magnussen og belgiske Stoffel Vandoorne, der begge er spået en stor fremtid bag rattet.

Så da det for få dage siden blev en kendsgerning, at Sergio Pérez ikke ville få forlænget sin aftale som Formel 1-kører hos McLaren, stod teamet i en gunstig position i forhold til at erstatte mexicaneren.

Det forklarer holdets sportsdirektør, Sam Michael, til Sky Sports.

- Vi havde en misundelsesværdig position med så talentfulde kørere som Kevin Magnussen og Stoffel Vandoorne til rådighed for os, siger Sam Michael.

- Normalt leder man i årevis for bare at have en ung kører, ligesom McLaren gjorde med Lewis Hamilton, da han kom til os som ’rookie’. At have to fyre af Magnussens og Vandoornes kaliber i vores stald af unge kørere er en utrolig rar situation at være i.

Se også: Ekspert: Magnussen er en drøm for dansk motorsport

Alligevel var valget nemt, da den øverste ledelse skulle sætte navn på den kører, der fra marts næste år skal blande sig i verdens mest prestigefyldte motorsportsfelt. Som nyslået verdensmester i Formel Renault 3,5-klassen lå Kevin Magnussen lunt i svinget.

- Kevin var længst fremme i udviklingen af sin karriere, så det var et ret nemt valgt at gå til ham, hvis vi skulle skifte kørere, siger Sam Michael.

Se også: Sådan vinder Kevin VM-titlen

Det valgte teamet som bekendt at gøre. Sergio Pérez var blevet vejet, fundet for let, og mexicaneren blev derfor sendt ud i mørket, hvor han nu skal indlede jagten efter et nyt sæde.

- Firmaet tog den beslutning, at det var tid til at skifte, og det er på ingen måde for at nedtone det faktum, at vi i år ikke har produceret en god nok racerbil, siger Michael.

- Det er to vidt forskellige emner, og som et ordentligt firma, ledet af ingeniørere, er du nødt til at skille de to ting fra hinanden og træffe dine beslutninger derefter.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere