Stor international ros til Kevin Magnussen

Verdens førende bilsportsblad hiver det danske stortalent ind blandt de 10 største motorsportspræstationer i 2013

Bare 21 år og allerede en af de store stjerner på bilsportens himmel.

McLarens nye Formel 1-chauffør, Kevin Magnussen, har taget den firehjulede verden med storm.

Selv om han endnu har sin rigtige Formel 1-debut til gode, giver han allerede størstedelen af Formel 1-feltet baghjul.

Verdens førende bilsportsblad, Autosport, har netop offentliggjort sin årlige Top 50-liste på grundlag af 2013-sæsonens præstationer.

Top gear
Nærmest sensationelt er danskeren drønet ind som nr. 8, selv om Formula Renault 3.5-klassen har kørt langt væk fra f.eks. de overeksponerede VM-klasser, de amerikanske serier osv.

Set med Formel 1-briller er kun den firedobbelte Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel, Tyskland, VM 2’eren, den spanske eks-verdensmester Fernando Alonso, og VM 4’eren, den britiske eks-verdensmester Lewis Hamilton rangeret højere end danskeren.

Kevin Magnusen gik ind i sin anden sæson i Formula Renault 3.5 med klar besked fra McLaren om at vinde mesterskabet. Efter at have udkæmpet en hård kamp med Stoffel Vandoorne og Antonio Felix da Costa i starten af sæsonen fandt danskeren tidligt et top gear og forsvandt ud af syne i mesterskabet.

Se også: Formel 1-stjerne efter uheld: 'Jeg har brug for noget toiletpapir'



Se også: Verdens rigeste sikrer Gutierrez F1-sæde

Kombinationen af øget modenhed og en iøjnefaldende præstation ved en Young Driver-test på Silverstone fik overbevist McLaren om, at han var et skud værd i Formel 1, hvilket betød et spark bagi til Sergio Perez.

Sådan lyder Autosports begrundelse for danskerens 8. plads på en liste spækket med stjerner.

Button i bund
Den nærmeste forfølger fra Formel 1-feltet er tyskeren Nico Hülkenberg efterfulgt af landsmanden Nico Rosberg, de to Lotus-kørere, franskmanden Romain Grosjean og Kimi Räikkönen samt VM 3’eren Mark Webber, Australien, mens McLarens førstemand, eks-verdensmester Jenson Button, er helt nede på 43. plads.

- Jeg må indrømme, at jeg endnu ikke har fået set listen, siger en juleramt Kevin Magnussen.

Se også: Farmand går glip af Kevins Formel 1-debut

- Helt ærligt ved jeg ikke, hvad placeringen vil få af betydning for mig, men det er da en flot anerkendelse.

Forberedelse til 2014
- Der er allerede et stort pres på mig, fordi der igen er et kæmpepres på McLaren, så jeg ved ikke, om det vil blive større, efter at jeg er blevet rangeret så højt, siger Kevin Magnussen på vej hjem på juleferie.

Siden det blev en kendsgerning, at danskeren skal afløse Sergio Perez, Mexico, har unge Magnussen været i gang med at forberede sig til den kommende sæson.

Ikke kun i simulatoren med at køre i den nye 2014-model, men også med at gå til tekniske møder for at lære alt at kende om den nye McLaren-racer.

Sideløbende har han selv trænet ihærdigt for at være klar, når hjulene begynder at rulle i slutningen af januar med den første officielle test på Jerez i det sydlige Spanien.

Forinden skal McLaren dog have præsenteret sin nye racer sammen med en ny hovedsponsor efter Vodafone, da den mexicanske telegigant Telmex er sprunget fra efter fyringen af Sergio Perez.

Sådan ser Formel 1-feltet ud for 2014:

Red Bull: Sebastian Vettel (1, Tyskland) og Daniel Ricciardo (3, Australien)
Mercedes: Nico Rosberg (6, Tyskland) og Lewis Hamilton (44, Storbritannien)
Ferrari: Fernando Alonso (14, Spanien) og Kimi Räikkönen (7, Finland)
Lotus: Romain Grosjean (8, Frankrig) og Pastor Maldonado (13, Venezuela)
McLaren: Jenson Button (22, Storbritannien) og Kevin Magnussen (20, Danmark)
Force India: Nico Hülkenberg (27, Tyskland) og Sergio Perez (11, Mexico)
Sauber: Esteban Gutierrez (21, Mexico) og Adrian Sutil (99, Tyskland)
Toro Rosso: Jean-Eric Vergne (25, Frankrig) og Daniil Kvyat (26, Rusland)
Williams: Felipe Massa (19, Brasilien) og Valtteri Bottas (77, Finland)
Marrussia: Jules Bianchi (17, Frankrig) og Max Chilton (4, Storbritannien)
Caterham: Marcus Ericsson (9, Sverige) og Kamui Kobayashi (10, Japan)

Nummeret foran kørerens hjemland er det nummer, køreren har på sin racer i den kommende sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer