Hård dom: Schumacher kan blive en grøntsag

Formel 1-legenden kan have pådraget sig permanente lammelser og ødelagt sin personlighed efter alvorlige skiulykke. Tiden vil vise, hvor alvorlig skaden er, vurderer specialist

Da Michael Schumacher under en skitur slog hovedet mod en sten, gik der hul på små blodårer i hans hjerne. Det er en akut, livsfarlig tilstand, som lægerne lige nu kæmper for at begrænse skaderne af. Afhængig af, hvor blødningen sidder, kan han enten slippe uden mén eller blive en grøntsag.

- Den værst tænkelige konsekvens er, at han bliver svært hjerneskadet men ikke dør, siger Ole Davidsen, der er overlæge og specialist i hjerneskader, og fortsætter:

- Hvis man bliver stærkt hjerneskadet, kan det være svært at sige, om han stadig er sportsmanden Michael Schumacher eller bare et legeme.

Han forklarer, at det værste scenarie kan opstå, hvis blødningen er sidder inden i hjernen.

Se også: Schumacher i kunstig koma de næste 48 timer

Overlægen mener, der heldigvis er indikationer på, at Formel 1-legenden kan slippe billigt. Det forlyder, at han var ved bevidsthed lige efter ulykken. Det er et godt tegn.

- Hvis han var ved bevidsthed til at begynde med, så er det sandsynligt, det er en blødning uden på hjernen, siger Ole Davidsen.

Han forklarer, det er en livsfarlig tilstand i begyndelsen, fordi blodtrykket fra blødningen bogstaveligt talt kan mose hjernen ud af kraniet gennem det hul, hvor rygmarven kommer ud af. Uden hjælp dør man hurtigt. Med hurtig hjælp er chancerne gode.

Se også: Tyskland græder: I chok over nationens store helt

- Hvis man er blevet opereret i tide, kan prognosen være rigtig god. Jeg kan nævne et eksempel med en patient, der havde sådan en blødning. Mindre en uge efter operationen blev denne udskrevet og kunne gå ud af hospitalet uden alvorlige mén.

At der er håb for Michael Schumacher, har den danske triathlonstjerne Camilla Pedersen bevist. Hun styrtede på cyklen og lå i koma i 19 dage tidligere i år. Under en måned efter hun vågnede op, var hun på cyklen igen.

Læs også: Nu er triathlondronningen kommet hjem igen

Både for overlæge Ole Davidsen og lægerne helt tæt på Formel 1-legenden er det svært at sige, hvor hårdt fysisk og mentalt han er medtaget.

- Man finder først ud af, hvor alvorlig skaden reelt er, når han bliver vækket af det kunstige koma, siger Ole Davidsen.

Se også: Schumacher-familien takker for støtten

Han forventer, at man i løbet af den næste uge, vil kende nærmere til Schumachers tilstand.

- Afhængig af, hvor alvorlig blødningen er, vil jeg tro, man begynder at bakke ud af bedøvelsen i næste uge.

0 kommentarer
Vis kommentarer