Skruppelløst: Vil score kassen på dødsløgn om Schumi

Facebook flyder med mindesider om Michael Schumachers død, selvom han slet ikke er gået bort. Ekspert kalder det 'skruppelløst'

Michael Schumacher svæver mellem liv og død. Men selvom han ikke er erklæret død, forsøger flere Facebook-brugere muligvis at score penge på løgnen om, at han skulle være gået bort. (AP/Alberto Pellaschiar)
Michael Schumacher svæver mellem liv og død. Men selvom han ikke er erklæret død, forsøger flere Facebook-brugere muligvis at score penge på løgnen om, at han skulle være gået bort. (AP/Alberto Pellaschiar)

Hvis du fører din lille Logitech-mus over på søgefeltet på Facebook og taster 'RIP Michael Schumacher' (hvil i fred, Michael Schumacher), kommer der mindst 177 sider frem, som du kan 'like'.

Og det selvom den tyske Formel 1-legende fortsat ligger i koma efter sin forfærdelige skiulykke i Frankrig og derfor ikke er erklæret død.

Mens Schumacher så kæmper for sit liv på et hospital i franske Grenoble, forsøger flere folk muligvis at få opmærksomhed og score kassen på løgnen om hans død ved at oprette en 'RIP Michael Schumacher'-Facebook-side.

Se også: Tyskland græder: I chok over nationens store helt

Disse mennesker får bestemt ikke et 'like' af en af landets førende eksperter i brugen af sociale medier.

- De folk, der har lavet siderne, er skruppelløse. Og de gør det, fordi det er pirrende og sejt at lave en Facebook-side, som kan blive stor og få omtale. De vil gerne have opmærksomhed blandt vennerne i skolen eller på arbejdspladsen og får måske et kick ud af, at deres side får omtale, siger Thomas Bigum, foredragsholder og ekspert i sociale medier, til Ekstra Bladet.

Se også: 10 ting vi lærte om Schumacher-ulykken

Ifølge Bigum er det muligt for dem, der har lavet siderne, at score mange penge på løgnen. Det kan ske gennem reklamer.

- Hvis mange mennesker klikker ind på de her sider, så kan personen, der har oprettet den, score mange penge. Måske har indehaveren af siden en masse bannerreklamer, der fører videre til en konkurrence, hvor man kan vinde en cykel eller et site, hvor der kan købes tøj og sko.

Se også: Magnussen om Schumacher: Frygteligt!

Når først folk klikker på cykelkonkurrence-linket eller genvejen til webshoppen med kluns kan indehaveren af Schumacher-siden score kassen.

- Vedkommende, der har lavet siden har måske en aftale med det pågældende firma om at indkassere 25 øre for hver person, som klikker sig ind på deres webshop. Det betyder jo, at ham eller hende, der har lavet Schumacher-siden kan tjene rigtig mange penge på de reklamer, som folk kan klikke på, siger Bigum.

Se også: Schumachers eks-arbejdsgiver beder for hans liv

Som almindelig Facebook-bruger kan man stoppe de folk, der måske vil score penge på dødsløgnen om 'Schumi'.

Det er nemligt muligt at være med til at lukke en side, hvis man ikke bryder sig om den.

- Facebook har et såkaldt 'Flagging'-system. Det tillader folk at anmelde en side, hvis de finder den stødende på den ene eller anden måde. Og når tilpas mange har 'flagget' en side, vil den gå i 'gråt', og så kan du ikke finde den mere, siger Bigum.

Se også: Schumacher i kunstig koma de næste 48 timer

Men siden forsvinder først helt, når Facebook har haft en rigtig 'hånd' inde over selv siden.

- Det kalder man faktisk et 'handjob'. Altså, når der kommer en menneskelig 'hånd' på sagen, og vurderer om siden skal lukkes helt eller ej, siger Facebook-eksperten.

Blå bog om Michael Schumacher

* Født 3. januar 1969.

* Debuterede i Formel 1 for Jordan i 1991 ved det belgiske grand prix som erstatning for den fængslede belgiske kører Bertrand Gachot. Kørte kun 500 meter af selve løbet, men imponerede i løbet af weekenden.

* Fik kontrakt med Benetton-teamet efter det ene løb for Jordan og blev nummer fem i sit første grand prix som Benetton-kører.

* Kom for første gang på podiet ved det mexicanske grand prix i 1992. Senere samme år vandt han også sit første løb. Det var pudsigt nok ved det belgiske grand prix året efter sin debut.

* Først i 1994 snuppede hans sin første pole position. Det var ved Monacos grand prix.

* Vandt sammenlagt syv VM-titler, hvilket er rekord. I 1994 og 1995 vandt han med Benetton, og fra 2000 til 2004 blev det fem på stribe for Ferrari.

* 1994-mesterskabet blev sikret, da han kolliderede med briten Damon Hill i sæsonens sidste løb, så begge udgik. Det var tæt på en lignende kollision i 1997 med canadieren Jacques Villeneuve, som dog endte med at blive verdensmester det år.

* I 2002 sluttede Schumacher alle løb på podiet, hvilket er rekord. Han vandt VM-titlen med seks løb tilbage af sæsonen.

* I 2004 vandt han 13 løb. Det blev blandt andet til syv sejre i træk.

* Er noteret for 91 grand prix-sejre, hvilket er rekord.

* Annoncerede for første gang, at han indstillede karrieren i 2006.

* I 2009 blev han enig med Ferrari om at gøre comeback for italienerne i stedet for skadede Felipe Massa. Det blev ikke til noget alligevel. Schumacher meldte fra på grund af en nakkeskade efter et motorcykelstyrt.

* Efter tre års eksil fra sporten annoncerede Schumacher sit comeback i 2009. Fra 2010-sæsonen og tre frem skulle han køre for Mercedes.

* Det blev ikke noget glorværdigt comeback. Samlet blev han nummer ni og otte i sine to første sæsoner.

* Først i 2012 kom han på podiet efter sit comeback. Det skete ved det europæiske grand prix i Valencia.

* Mercedes meddelte i maj 2011, at teamet ville stoppe samarbejdet med Schumacher efter 2012-sæsonen. McLarens Lewis Hamilton fik i stedet tyskerens plads i 2013.

* Blev sat i forbindelse med Formel 1-teamet Sauber, men annoncerede torsdag den 4. oktober sidste år, at han ville takke af efter 2012-sæsonen.

* Er erklæret i kritisk tilstand efter en skiulykke i de franske alper.

* Privat er Michael Schmacher gift med Corinna, som han har børnene Gina-Maria og Mick med.

0 kommentarer
Vis kommentarer