Dansk OL-atlet: Så farligt var Schumachers offpiste-show

Det er ikke ufarligt at tage skiene ud på offpisten, som Schumacher gjorde, da han kom alvorligt til skade med hovedet og nu er i livsfare. Den danske skidronning Anja Bolbjerg advarer mod at stå offpiste, som kan være uforudsigelig

De franske alper, uge 52. Puddersneen lægger sig som en babyblød Larsen-dyne på bjergene omkring ’De tre dale’. Et område, der hvert eneste år bliver besøgt aaf flere tusinder skiglade turister fra hele verden, som vil lufte skiene i vinterferien.

Området tæller de tre legendariske skisportssteder Courchevel, Méribel-Mottaret og Val Thorens.

For få dage siden stod den syvdobbelte Formel 1-legende 44-årige Michael Schumacher på ski med sin 14-årige søn, Mick, i Méribel-Mottaret.

I stedet for at løbe på de afmærkede pister tog den fartglade tysker og sønnike skiene med ud på offpisten. Altså, væk fra de behandlede og afmærkede pister, hvor sneen er uberørt og træer og klipper titter frem.

Schumachers offpiste-show sluttede fatalt. Han slog hovedet mod en sten, der lå gemt i sneen, og er netop nu i livsfare.

Går vildt for sig
Den danske skidronning og dobbelte OL-deltager i disciplinen Freestyle Anja Bolbjerg fortæller, hvor farligt offpisteområdet i Méribel kan være.

- Der er store bjerge i det område, og der er mulighed for at køre vildt. Så der er mange ting, der kan gå galt, hvis man ikke har overblik over bjergsiden, hvor der er klipper. Man kan komme ud på steder, hvor man ikke lige kan se, hvad der er på den anden side, siger Anja Bolbjerg til Ekstra Bladet.

Se også: Schumacher er altid på adrenalin-jagt



Se også: Schumacher-familien takker for støtten

Og galt gik det for Schumacher. Lægerne har opereret ham for en hjerneblødning, og han ligger nu i kunstigt koma på et hospital i Grenoble.

Selvom man som Schumacher er en erfaren skiløber er offpisten ifølge Anja Bolbjerg et uforudsigeligt sted.

- Selvom man på forhånd tror, man har tjekket det hele ud, er det ikke ensbetydende med, at man ved, hvor man er. Terrænet kan komme bag på en. Sneen kan ændre sig, så man pludselig mister balancen, og så kan det gå galt, hvis man giver lidt for meget gas, siger Bolbjerg.

Sindssygt farligt
Bolbjerg advarer særligt mod at stå offpiste tidligt på skisæsonen som nu.

Se også: 10 ting vi lærte om Schumacher-ulykken



Se også: Ekspert: Schumacher er et ikon

- Det kan være sindssygt farligt, for sneen er meget blød, og ikke så dyb som man tror. Og inde under den kan der gemme sig det, vi kalder ’hajfinner’. Det er sten lige under overfladen, man ikke kan se.

Måske var det netop en ’hajfinne’ Schumacher slog hovedet mod, da han styrtede.

For at undgå en lignende ulykke, som den Schumacher uheldigvis var ude for, har Bolbjerg et par gode råd i skitasken:

- Man skal tjekke, hvor meget det har sneet inden, og hvad dybden er. Så bør man holde sig til de steder, hvor man kender terrænnet nogenlunde. Og vigtigst af alt skal man bære rygskjold og hjelm.

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer