Forvirrede seere: Schumacher sendte hilsen på TV

Den tyske Formel 1-legende optrådte i et båndet indslag ved TV-stationen RTL's 30 års jubilæum

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Michael Schumacher ligger fortsat i koma på universitetshospitalet i Grenoble efter sit uhyggelige skiuheld i de franske alper. Men det forhindrede alligevel ikke den tyske motorsportslegende i at optræde på TV i lørdags, da RTL sendte deres store jubilæumsshow i anledning af den tyske tv-kanals 30 års fødselsdag.

Forvirret? Det var en del tyske seere i hvert fald, da tyskeren dukkede op på tv-skærmen og sendte en fødselsdagshilsen, hvori han fortalte, at han havde meget at takke RTL for i sin karriere. Mens indslaget kørte over skærmen, havde RTL en tekst i bunden af billedet, hvorpå der stod: 'Denne optagelse blev foretaget 19/12/2013. Vi ønsker Michael Schumacher af vores hjerter en snarlig bedring'.

Se også: Nyt vidne melder sig: Jeg filmede Schumachers ulykke

Trods tv-stationens tekst vakte indslaget undren hos mange seere, som ikke kunne forstå, at indslaget med den hårdt medtagede tysker blev bragt.

I den tyske avis Bild forklarer en talsmand fra stationen, hvorfor de, trods den triste tilstand, valgte at bringe indslaget med Schumacher:

- Vi gjorde meget tydeligt opmærksom på, at klippet var optaget før, ulykken skete. Vores 'Formel 1-blok' blev betydeligt skåret ned efter Michael Schumachers skiulykke, uden at vi skar ham helt ud, da Schumachers ekstraordinære bedrifter i Formel 1 ubetinget hører med til sporten, lyder RTL's begrundelse for, at tyskeren alligevel fik lov at sende en fødselsdagshilsen til tv-stationen.

Se også: Schumacher i koma på sin fødselsdag - fylder 45 i dag

Det forventes, at der kommer en ny status på Michael Schumachers tilstand i løbet af dagen i dag.

0 kommentarer
Vis kommentarer