Schumacher meldes uden for akut livsfare

Flere nyhedsbureaer og medier skriver, at Michael Schumachers tilstand er en anelse bedre. Ifølge Bild Zeitung er han ikke længere i akut livsfare

Michael Schumacher er ifølge flere medier i bedring. (Foto: AP)
Michael Schumacher er ifølge flere medier i bedring. (Foto: AP)

Michael Schumacher kæmper stadigvæk for sit liv, men hans tilstand er ifølge flere nyhedsbureauer og medier blevet yderligere stabiliseret.

Den tidligere Formel 1-kører er dog fortsat i kunstig koma, og dpa oplyser, at tyskeren fortsat befinder sig i en kritisk situation. AFP citerer en anonym kilde, der er tæt på Schumacher, for at sige, at der er en mindre forbedring.

Også Bild Zeitung beretter om bedring for den populære motorsportsstjerne. Ifølge det tyske medie beretter overlægen fra hospitalet i Grenoble, Jean-Francois Payen, om gode nyheder fra Schumachers sygeseng.

Se også: Schumacher frygtede for livet: Skrev testamente tre år før ulykken

Den syvdobbelte verdensmester skulle således ikke længere være i akut livsfare, omend hans tilstand fortsat er kritisk. Ingen af disse oplysninger er dog endnu blevet bekræftet fra officielt hold.

Den 45-årige tysker var forrige søndag ude for at køre på ski med en gruppe venner, da han styrtede i et off piste-område i Meribel i de franske alper. Schumacher slog hovedet i det voldsomme styrt, hvor hans hjelm flækkede.

Se også: 10 sandheder om Schumacher-ulykken

Den forhenværende Ferrari-profil er blevet opereret flere gange - blandt andet har lægerne fjernet en svulstlignende blodsamling i hjernen.

På onsdag klokken 11 er der indkaldt til pressemøde i Frankrig omkring Michael Schumachers tilstand.

0 kommentarer
Vis kommentarer