Kaos hos Kevin: Ny direktør svinger øksen

Ron Dennis er ny administrerende direktør i McLaren, og han har planer om store forandringer. Kevin Magnussens teamchef, Martin Whitmarsh, kan stå for skud

Kevin Magnussen skal snart debutere i Formel 1, og det kommer til at ske foran en ny adminstrerende direktør i teamet. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen skal snart debutere i Formel 1, og det kommer til at ske foran en ny adminstrerende direktør i teamet. (Foto: Jan Sommer)

Blot få dage før McLaren lancerer Formel 1-raceren for den kommende sæson, har den verdenskendte bilfabrikant løftet sløret for en ny administrerende direktør.

Ron Dennis skal fremover stå i spidsen for den britiske koncern, hvor han erstatter Martin Whitmarsh, der dog fortsat vil varetage sin opgave som teamchef for Kevin Magnussen og Jenson Button.

Men det kan meget vel være på lånt tid. Således har Ron Dennis allerede varslet, at den kommende sæson vil byde på flere forandringer hos motorsportsgiganten.

Se også: Magnussen med milliardær i ryggen

Som ny administrerende direktør har Dennis, der gjorde sin entré i McLaren-koncernen i 1980, fået grønt lys til at foretage sig de ændringer, han finder nødvendige for, at McLaren igen kommer på rette spor i motorsportens mest prestigefyldte klasse.

- Mine medaktionærer har givet mig mandat til at skrive et nyt spændende kapitel i historien om McLaren startende med at forbedre vores præstationer på og uden for banen, siger Ron Dennis ifølge Autosport.

Med denne ambitiøse udmelding er ingen fredet i koncernen, hvis skare af medarbejdere i nærmeste fremtid kan se frem til at blive studeret nøje. Hvad der kan forbedres, skal forbedres.

Det var Ron Dennis’ hovedbudskab, da han torsdag lagde vejen forbi McLarens hovedkvarter i engelske Woking.

Se også: Magnussen: Det bliver svært for Schumi

- I løbet af de kommende uger vil jeg forsøge at gennemgå en grundig og objektiv vurdering af hver enkelt af vore forretninger med intentionen om at optimere samtlige aspekter af de igangværende aktiviteter, siger Dennis.

- Samtidig vil jeg identificere nye udviklingsområder og kapitalisere af vores teknologi samt forbedre den, hvor det er nødvendigt.

Allerede nu spekuleres der i, hvorvidt teamchef og nu forhenværende direktør, Martin Whitmarsh, snart er fortid i teamet. Således erfarer Autosport, at der vil blive taget en endelig beslutning omkring hans virke som teamchef i februar.

Se også: Formel 1-kongen trækker sig efter stor skandale

Peger tommelfingeren nedad ved denne lejlighed, mister Kevin Magnussen manden, der om nogen spillede en nøglerolle, da danskeren i november blev tildelt et Formel 1-sæde hos det engelske mandskab.

Selv skal danskeren dog ikke frygte for sin plads bag rattet. I hvert fald ikke foreløbig. Det er fortsat planen, at han i midten af marts åbner McLarens Formel 1-sæson i Melbourne sammen med holdkammeraten Jenson Button.

0 kommentarer
Vis kommentarer