HELLERUP (Ekstra Bladet): Hænder blev trykket og skuldre klappet igennem, da danske Saxo Bank mandag offentliggjorde en sponsoraftale med det stærke Formel 1-team Lotus. Saxo Bank kyler et ukendt antal millioner i Lotus' sæde det næste års tid.
Men hvad aftalen betyder for den danske kometkører Marco L. Sørensen, der indtil videre er juniorkører på Lotus 'Young Driver Program', er der ikke meget nyt om. Heller ikke fra Sørensen selv, som ikke var til stede under mandagens pressemøde i Saxo Banks hovedkvarter.
- Der kommer til at ske noget i den nærmeste fremtid. Så i må lige vente et par uger. Men jeg kan afsløre, at det ikke er negative nyheder, siger Marco L. Sørensen til Ekstra Bladet via telefon.
Saxo Bank bekræfter: Vi går ind i Formel 1Lige nu forsøger Sørensen og seks andre håbefulde Lotus-talenter at køre sig nærmere et Formel 1-sæde. Og måske er danskeren ikke så langt fra hvinende V6-motorer i Formel 1.
- Jeg træder i hvert fald ikke et skridt ned i hierarkiet.
- Jeg testede for Lotus sidste år, og jeg vil fortsætte med at udvikle mig i Formel 1-simulatoren hos dem, og så offentliggør vi snart noget sjovt på kørefronten, siger Sørensen og griner.
En del af familien
På pressemødet var hverken Saxo Banks direktør, Lars Seier Christensen, eller Lotus' franske teamchef, Eric Boullier, meget for at fortælle om Marcos Formel 1-chancer med den nye sponsoraftale.
- Det må du snakke med Lotus om, siger Seier til Ekstra Bladet og antyder, at danskerne måske snart kan have grund til at trække i trådene til klaphatten.
- Men nu er der jo en dansk sponsor og en dansk kører hos Lotus. Og går det godt det kommende år, kan det være, vi går ind i det her med flere penge.
Formel 1-stjerne: Der er pres på KevinOg den franske Lotus-chef var heller ikke videre meddelsom.
- Marco gør det godt hos os, og vi er glade for ham. Han er en del af familien, men vi er her ikke for at tale om ham, sagde Lotus' teamchef Eric Boullier til Ekstra Bladet.
Kan blive reservekører
Den danske DTC-kører og tidligere Le Mans-vinder John Nielsen har et bud på, hvad der venter Marco L. Sørensen den kommende sæson. Og det er ikke en tjans som vandbærer for Lotus' franske stjernekører, Romain Grosjean, eller andenkøreren Pastor Maldonado fra Venezuela.
- At dømme ud fra Marcos glæde, så bliver han måske reservekører for Grosjean og Maldonado. Det betyder, at hvis en af dem bliver skadet og ikke kan køre, så kommer Marco ind og skal køre løb, siger John Nielsen til Ekstra Bladet.
Ifølge John Nielsen vil Sørensen som reservekører hele tiden være med omkring Lotus-teamet og følge bilens udvikling og teste den undervejs, så han er klar til at køre, hvis det bliver nødvendigt. Den tidligere Le Mans-mester tror på unge Sørensens evner.
- Der er ingen tvivl om, at Marco er et stort talent. Han er måske ikke lige så stort et talent som Kevin Magnussen, men ser man på standarden af talenter omkring de forskellige Formel 1-teams, har Marco bestemt en berettigelse, siger Nielsen.
Marco L. Sørensen har været med omkring Lotus' team af flere omgange. Første gang var som juniorkører i hele 2009, da teamet hed Renault, og så igen fra 2012 og frem til nu.