En kilde ved universitetshospitalet meddelte onsdag overfor den franske sportavis L'Equipe, at Michael Schumacher efter en måned i kunstig koma nu langsomt forsøges bragt tilbage til bevidsthed efter sin skiulykke den 29. december 2013. Processen, der angiveligt blev startet tirsdag, kan tage flere dage eller endog uger, mens medicinen gradvist nedtrappes.
Allerede søndag var Journal de Dimanche ifølge inautosports.com dog ude med historien om, at der nu ville blive sat gang i processen.
Efter L'Equipes historie var Schumachers manager, Sabine Kehm, hurtigt ude med en form for afvisning af historien som 'spekulation':
- Jeg understreger igen, at enhver udtalelse om Michaels helbredstilstand, som ikke kommer fra det tilknyttede hold af læger eller fra hans management, må betragtes som spekulation. Jeg fastholder, at vi ikke kommenterer på spekulation.
En måned efter ulykken: Sådan har Schumacher detVettel håber på Schumacher-mirakler
Nu rapporterer flere medier dog, at både den franske radiostation RMC og tv-stationen BFMTV har fået historien bekræftet fra en af Schumachers læger, neurokirurgen Stephan Chabardes. Og L'Equipe chefredaktør fastholder da også historiens troværdighed:
- Vi har meget troværdige kilder på hospitalet. Vi er 100 procent sikre, siger Jérémie Arbona til bild.de.
L'Equipe skriver videre torsdag, at Schumacher har reageret positivt på nedtrapningen af medicinen, der holder ham i kunstig koma. Tyskeren skal således blandt andet have blinket med øjnene.
Samtidig har hospitalet i Grenoble indskærpet overfor sine ansatte, at man under ingen omstændigheder må tale med udenforstående om den tyske Formel 1-legendes tilstand.
Michael Schumacher blev efter skiulykken i de franske Alper den 29. december lagt i kunstig koma og opereret to gange i hjernen efter svære blødninger.
Sådan er Schumachers krop påvirket af komaen