MELBOURNE (Ekstra Bladet): Det kan ende med at blive en dyr første kvalifikationsdag for Kevin Magnussen.
McLarens danske Formel 1-sensation er kaldt op til dommerpanelet i Melbourne og bedt om at medbringe telemetridata fra sidste hurtige omgang i Q2-kvalifikationen.
Årsagen er, at danskeren er under mistanke for at have ignoreret de gule flag, som straks kom frem, da finnen Kimi Räikkönen forulykkede i sin Ferrari.
Viser de medbragte data, at Kevin Magnussen har trådt på speederen frem for at lette på foden i gul flags-området, kan han risikere at ryge fra anden række til en startplads bagest i feltet til søndagens australske grandprix.
Ud over at blive kaldt op for at stå skoleret for dommerpanelet, har danskeren fået en bøde for at køre råddent inde i pitområdet. Han har overskredet hastighedsgrænsen på 60 km/t. ved at køre 61,1 km/t., hvilket har givet ham en bøde på 200 euro eller knap 1500 kroner.
Det er ikke kun Kevin Magnussen, der er under mistanke for at have kørt for stærkt under gul flag i Q2 efter Kimi Räikkönens uheld.
Også den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel må op til dommerpanelet for at forklare sig og vise data frem - tyskeren blev dog som den første frikendt.
En anden af de store, den dobbelte verdensmester Fernando Alonso skal også møde frem til dommerpanelet, men det skyldes, at spanieren ikke at have givet plads til en konkurrent, Saubers Esteban Gutierrez, Mexico.
Ekstra Bladet følger sagen. Opdateres ...