Nu bliver Kevin Hugo Boss-model

McLarens sponsorer forventer meget af Kevin Magnussen, som blandt andet skal lege model for Hugo Boss

Kevin Magnussens Formel 1-karriere giver også masser af opgaver udenfor banen. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussens Formel 1-karriere giver også masser af opgaver udenfor banen. (Foto: Jan Sommer)

Kevin Magnussen har potentialet til at blive Formel 1's nye frontfigur udadtil.

Tandpasta-smilet, hans søde ansigt og rare væsen kombineret med, at han er hurtig i en bil, er de rette ingredienser til at underbygge den påstand.

Det konkluderede den store tyske tv-station RTL, som i mange år har dækket sporten i det motorsportsglade land, i et indslag op til sidste weekends malaysiske Formel 1-grandprix.

Søndag klokken 17 gælder det løbet i Bahrain, og mens Magnussen skal koncentrere sig om VM-point, så arbejder danskerens bagland på at lave store personlige sponsoraftaler for den 21-årige Roskilde-dreng.

Kevin Magnussen starter som nummer otte søndag i Bahrain. (Foto: Jan Sommer) Sport og Spil Watts up! Banen er guf for Kevin

McLaren-kørerens manager, Dorte Riis Madsen, er efter Magnussens flotte start i Formel 1 blevet kimet ned at virksomheder, som ønsker at tilknytte Magnussen.

Men sponsormarkedet i Formel 1 er udfordrende. For McLarens mange sponsorer trumfer alt andet, forklarer manageren.

- Det er klart, at der er en stærk begrænsning. McLarens partnere har førsteretten, og teamets sponsorer må vi ikke ramme. Det respekterer vi fuldt ud. Så vi kan ikke bare få en god idé og sige, at sådan og sådan gør vi.

- Men det er selvfølgelig min fornemmeste opgave, at Kevin får det maksimale ud af, at han er så dygtig, som han er. Derfor skal vi gerne have indgået nogle rigtig spændende samarbejdsaftaler fremadrettet.

- Det er et langsigtet træk, og vi vælger ikke bare den første og bedste. Vi vurderer, hvad der et stærkt match til Kevin, siger Dorte Riis Madsen.

Efter underskrivelsen af McLaren-kontrakten i slutningen af sidste år stod det klart, at Magnussen måtte sige farvel og tak til en af sine trofaste personlige sponsorer.

Bestseller, der gennem tøjmærket Jack & Jones havde sponsoreret Magnussen hele vejen frem til Formel 1, måtte vige pladsen, fordi McLaren har tøjmastodonten Hugo Boss som samarbejdspartner.

Se også: Knægten har humor: Kevin vil hel igennem første sving

Hugo Boss har Magnussen for nylig været til photoshoot hos, og i det hele taget er det tidskrævende for danskeren og kollegerne at levere varen for arbejdsgiverens sponsorer.

- Kevin bliver fløjet rundt til photoshoots hele tiden. Så skal han lave noget for Mobil1 (motorolie-fabrikant, red.) og blande olie i USA, hvorefter han skal til Rusland til et andet sponsorarrangement, fortæller Dorte Riis Madsen.

Hun synes generelt, at Formel 1-kørerne kunne være bedre til at udnytte sponsormarkedet, men forklaringen på, at personlige sponsorer er en mangelvare i sporten, er måske ganske logisk.

- Jeg tror, at der er det i det, at de gode kørere er lønnet så voldsomt højt, at de sikkert spørger sig selv om, hvorvidt de overhovedet behøver tjene flere penge.

- For når du har en sponsor, så betyder det, at du skal yde et godt stykke arbejde for sponsoren.

Se også: Ærlig Vettel: Mercedes er ikke til at fange

- Du skal give meget af dig selv, og med et liv, hvor man rejser over 270 dage om året, så er der næsten ikke mere luft. De dage, hvor du ikke rejser, træner du, siger hun.

Inden løbet i Bahrain, hvor danskeren starter som nummer otte, ligger Magnussen på en samlet femteplads i VM-tabellen.

Ekstra Bladet sætter ekstra fokus på en stor sportssøndag med masser af topfodbold, cykling og Formel 1. Følg Super Søndagens liveopdateringer fra kl. 13.30 og se med fra kl. 15.45, når Ekstra Bladet TV sender live...

Bahrains Grand Prix - kvalifikationen:

1. N. Rosberg, Mercedes 1.33,185 minutter

2. L. Hamilton, Mercedes +0,279

3. D. Ricciardo, Red Bull* +0,886

4. V. Bottas, Williams +1,062

5. S. Perez, Force India +1,161

6. K. Räikkönen, Ferrari +1,183

7. J. Button. McLaren +1,202

8. F. Massa Williams +1,326

9. K. Magnussen, McLaren +1,527

10. F. Alonso, Ferrari +1,807

11. S. Vettel, Red Bull

12. N. Hülkenberg, Force India

13. D. Kvyat, Toro Rosso

14. J. Vergne, Toro Rosso

15. E. Gutierrez, Sauber

16. R. Grosjean, Lotus

17. P. Maldonado, Lotus

18. A. Sutil, Sauber**

19. K. Kobayashi, Caterham

20. J. Bianchi, Marussia

21. M. Ericsson, Caterham

22. M. Chilton, Marussia

* Daniel Ricciardo får ti startplaceringers straf, fordi hans racer under Malaysias Grand Prix måtte skubbes tilbage i pit.
** Adrian Sutil fik fem placeringers straf for en episode med Romain Grosjeans Lotus-racer

0 kommentarer
Vis kommentarer