Mut Kevin: Dækkene giver problemer

Der er behov for forbedring for McLaren før Kinas Grand Prix

Kevin Magnussen havde en frustrerende fredag. (Foto: Andy Wong/AP)
Kevin Magnussen havde en frustrerende fredag. (Foto: Andy Wong/AP)

SHANGHAI (Ekstra Bladet): Selv med 760 hestekræfter i ryggen er det nemmest at være Formel 1-kører i medvind. Det må Kevin Magnussen sande, efter både han og holdkammeraten Jenson Button kæmpede en hård kamp i fredagens anden træning på Shanghai International Circuit.

McLaren var langt fra suveræne Mercedes, hurtige Fernando Alonso i Ferrari, og Daniel Ricciardo fra Red Bull, som virker langtidsholdbar.

Så det var ikke en videre snaksaglig Kevin Magnussen, der mødte tv-kameraerne til McLarens korte debriefing.

- Vi har rigtig meget slid på fordækkene, og det skal vi prøve at få styr på og holde under kontrol, sagde den 21-årige dansker.

Slitage på fordækkene var en udfordring hos hele feltet på Shanghai International Circuit, hvor langsider flere steder møder skarpe sving, som er hårde ved de forreste dæk.

McLarens MP4-29 tackler lige nu udfordringerne i Kina dårligere end flere af de nærmeste konkurrenter.

- Jeg ville ønske, det var gået bedre med bilen, men der er også steder, hvor jeg kan forbedre mig. Som justering af bilens setup og min kørestil. Det er en ny bane for mig, så jeg skal også lære den at kende. Vi må se, hvad der sker, siger Kevin Magnussen.

Se også: Hamilton uddeler Formel 1-lektioner

McLarens dansker kørte 12. bedste tid i anden træning og dermed dårligere end Jensons Buttons heller ikke prangende ottendebedste omgangstid.

Som sin tid var holdkammeratens humør - trods de samme problemer med dækkene for en ellers erfaren herre med en blid kørestil - marginalt bedre end sin yngre kollega:

- Vi er ikke fantastisk hurtige, men heller ikke så ringe endda. I Bahrain var vi også langsomme i anden træning. Nu må vi se, hvor vi er lørdag og søndag, siger Button.

Mercedes' Lewis Hamilton satte hurtigste tid med 1.38,135 foran Ferraris Fernando Alonso (+0,141), holdkammeraten Nico Rosberg (+0,411). Herefter fulgte Red Bulls Daniel Ricciardo (+0,496) og Sebastian Vettel (+0,700).

Jenson Button var på sin hurtigste omgang 1,176 sekunder langsommere end Hamilton, mens Kevin Magnussen var 1,429 efter.

Kvalifikationen til Kinas Grand Prix køres lørdag kl. 08.00 dansk tid - ekstrabladet.dk følger den live.

0 kommentarer
Vis kommentarer