Verdens bedste påskeæg: Gratis Formel 1 i weekenden

Elsker du Kevin Magnussen og Formel 1, så er der gode nyheder til påsken

Kevin Magnussens MP4-29-racer (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussens MP4-29-racer (Foto: Jan Sommer)

Er du fanget til endnu en familie-påskefrokost, eller har konen tvunget dig med i sommerhuset uden adgang til de gode sportskanaler?

Så behøver du ikke hænge mere end en knækket påskelilje. For som noget helt specielt kan Formel 1-fans denne weekend få lov at følge hele F1-cirkusset via en app med telefonen.

Det er Viaplay, der vælger at følge trop på den streamingsucces, der har fulgt i slipstrømmen af Kevin Magnussens MP4-29-racer. Efter danskerens indtog i sporten er antallet af seere firedoblet.

- Interessen og støtten til danske Kevin Magnussen har vist sig endnu større, end vi turde håbe på. Derfor synes vi, at alle danskere skal have muligheden for at følge Formel1-håbet helt gratis. Vi har fået lavet et særligt setup på Viaplay, så alle frit kan gå ind og oprette sig og dermed få adgang til træning, tidstagning og selve Grand Prix’et i Shanghai i Kina, siger Rikard Steiber, adm. direktør i Viaplay, i en pressemeddelelse.

Se også: 25.000 har talt: Han ER det største sportsnavn

Blandt Ekstra Bladets læsere blev Magnussen i en kåring for nylig kåret til Danmarks absolut største sportsnavn for tiden, og det momentum forsøger Viaplay altså at udnytte. Til glæde for dem, der vil holde sig opdateret.

- De fleste har fri i påsken, og derfor synes vi, det var oplagt at lave dette lille stunt netop i disse dage, så endnu flere forhåbentlig også har tid til at følge med, lyder det fra Rikard Steiber.

Ekstra Bladet dækker selvfølgelig også løbet intenst med live fra træning, kvalifikation og løb, ligesom vi har en mand i Kina og en bred trup til tekst og tv på hjemmeredaktionen.

Se også: F1-hold advarer mod 'finansiel katastrofe'



Se også: 'Red Bull havde fået rigeligt med advarsler'

0 kommentarer
Vis kommentarer