TV: 11-årig racerkører ydmyger EB-journalist

Jason Watts søn Noah var klart hurtigst, da Ekstra Bladet udfordrede stortalentet til en gokart-dyst

Der hviler en pokal på trofæhylden hos Power Racing i Herlev, der er så stor, at den har fire støttepiller for at holde sig oprejst.

- Jeg har tre af dem der stående derhjemme, siger Noah Watt henkastet, og for første gang indser jeg, at den totalte ydmygelse måske lurer lige om hjørnet.

Ekstra Bladet har udfordret 11-årige Noah, søn af Jason Watt, til en direkte racerdyst i go-kart. For hvor god skal man egentlig være, når man som Noah er blevet udråbt som en af Danmarks næste store motorsportshåb?

Urimeligt svært
Noah Watt er DASU Junior Cup mester i Dansk Super Kart og har kørt lige op med Europas største racertalenter til ROK Cup i Italien.

- De go-karts vi kører i dag, kan nok komme op på 60-70 km/t, men nede i Italien var jeg oppe og køre 130 km/t på langsiden, forklarer Noah med et smil, der er en tro kopi af farmand Jasons.

- Første tur var lidt skræmmende, men efter et par omgange sidder jeg bare og ønsker, jeg kan presse den op på 160!

Ydmygt talent
Vi får sjusset os frem til, at Noah har haft kørekort i næsten lige så lang tid som mig. Den 11-årige knøs har siddet bag et rat siden seksårsalderen.

Alligevel spår han mig en nogenlunde chance på go-kart banen, hvor vi kører et kvarter mod hinanden.

- Hvad er mine chancer egentlig for at vinde i dag?

- Jeg tror vel, de er okay, lyder det næsten trøstende fra den lille racerkører.

Se hvordan det gik i videoen oven over artiklen.

0 kommentarer
Vis kommentarer