Marco får garanteret Formel 1-tid

Lotus’ dansker skal teste mindst én gang i år

I Barcelona fulgte Marco Sørensen løbet fra Lotus' pit. (Foto: Jan Sommer)
I Barcelona fulgte Marco Sørensen løbet fra Lotus' pit. (Foto: Jan Sommer)

Lotus’ test- og udviklingskører Marco Sørensen var i Barcelona for første gang i denne sæson med ude til et grandprix for sit team. Desværre for den ambitiøse nordjyde omfatter tirsdagens og onsdagens test på Circuit Barcelona-Catalunyia ikke ham.

Det ligger dog fast, at han kommer til at køre i Lotus’ Formel 1-racer i løbet af året.

- De har lovet mig i hvert fald én test i løbet af sæsonen. Formentlig bliver det en træning, men jeg ved endnu ikke hvor eller hvornår, fortæller Marco Sørensen.

Alternativet til en træning inden et grandprix er sæsonens sidste tests på Silvestone i Storbritannien eller i Abu Dhabi sidst på sæsonen.

Allerede i fjor på Paul Ricard-banen i Frankrig testede Marco Sørensen for første gang Lotus’ Formel 1-racer. Ved siden af simulatorarbejdet for Lotus i Enstone kører Marco Sørensen også Formel Renault 3.5 i en Tech 1-racer plastret ind i Saxo Bank-logoer.

Sæsonstarten har været alt andet end problemfri og begyndte med en meget voldsomt ulykke på Monza, hvor Marco Sørensen fløj gennem luften i sin racer.

- Det var også lidt vanvittigt, men det har jeg allerede lagt bag mig nu. Ikke noget, jeg tænker mere over, siger han.

Se også: TV: Dansk F1-aspirant i vanvittig ulykke



Se også: Marco S. om ulykken: Jeg var fucked

Til gengæld tænker han over de manglende resultater i sæsonens første World Series-løb, for Tech 1-raceren vil ikke makke ret.

- Det skulle gerne blive bedre i Monaco eller på Spa. Ellers ved jeg ikke, hvor lang tid Lotus vil beholde mig i den.

- Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med den. Den var okay i sidste test, men det er som om den kører baglæns hele tiden, siger Marco Sørensen.

World Series by Renault kører supportløb for Formel 1 i forbindelse med grandprixet i Monaco om to uger.

Marco Sørensen skal bruge ca. 30 dage i år i Lotus' simulator. (Foto: Luca Mazzocco/AP) Sport og Spil Kom indenfor i et Formel 1-teams allerhelligste værksted

0 kommentarer
Vis kommentarer