Verdensmester med helt nye problemer

Holdet, som alle vil slå, fik på den første testdag i Bahrain nye problemer

Verdensmesteren rulles i garage efter blot 14 omgange i Bahrain. (Foto: AP)
Verdensmesteren rulles i garage efter blot 14 omgange i Bahrain. (Foto: AP)

Der lugter brændt i Red Bulls garage. Både i egentlig og i overført forstand.

De sidste fire års vindere af VM i Formel 1 - både for kørere og hold - havde masser af problemer i årets første test i Jerez i Spanien for to uger siden, og under den nuværende test i Bahrain er der dukket flere problemer op. Nye problemer. Som førte til, at Sebastian Vettel på den første testdag måtte rulles i garage efter blot 14 omgange i en racer, der ifølge BBC lugtede mærkeligt.

- Det har været to hårde uger for alle på fabrikken, og selv om det måske ikke ser sådan ud på overfladen, så har vi set store fremskridt siden Jerez, siger holdets 'race engeneering coordinator' Andy Damerum ifølge planet-f1.com.

- Vi er selvfølgelig kommet bagefter, og det her var på mange måder vores første test, så vi sender bilen ud for at køre en omgang, så to omgange, og så bygger vi videre på det. I den henseende fik vi kørt nogle gode omgange. Men vi blev drillet af et mekanisk problem, der ikke har noget at gøre med vores problemer i Jerez, siger Damerum.

Ifølge Vettel er problemerne fra Jerez løst.

- Bilen føles umiddelbart ok, men vi har brug for flere omgange. Det er ikke let at finde en hurtig løsning, men jeg tror, vi forstår problemerne. Vi har løst problemerne fra Jerez, og vi fik kørt nogle omgange i dag, siger den fire-dobbelte verdensmester.

Se også: Kevin strålede i Bahrain

0 kommentarer
Vis kommentarer