Manager: Magnussen i spil hos tre Formel 1-hold

Ifølge autosport.com er Kevin Magnussen favorit til at blive McLarens andenkører i 2014

Kevin Magnussen er favorit til at ende i McLaren, men hans manager, Dorte Riis Madsen, siger nu, at to andre teams også er med i kapløbet om den talentfulde dansker. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen er favorit til at ende i McLaren, men hans manager, Dorte Riis Madsen, siger nu, at to andre teams også er med i kapløbet om den talentfulde dansker. (Foto: Jan Sommer)

Den danske racerkører Kevin Magnussen er i forhandlinger med tre teams i Formel 1, røber danskerens manager, Dorte Riis Madsen.

Meldingen kommer efter søndagens historie i autosport.com, som skriver, at den 21-årige racerkører er favorit til at blive andenkører hos McLaren i 2014 i stedet for mexicanske Sergio Perez.

- For fire dage siden læste jeg, at Perez var ved at lukke aftalen, så han fortsætter i teamet, og i løbet af natten var den historie ændret til, at nu var Kevin Magnussen også i spil. Nu står der så, at der har været møder hos McLaren, og at Kevin er favorit.

- Jeg forholder mig ikke til rygter, men til sandheden. Kevin er blevet sat i forbindelse med teams før, hvor der slet ikke var hold i historierne.

- Der er tre teams, som er meget interesseret i Kevin i øjeblikket, og dem taler vi selvfølgelig med. Og så længe Perez ikke har lukket en aftale med McLaren, er der selvfølgelig håb for Kevin, siger Dorte Riis Madsen.

Se også: McLaren nikker ja til Kevin

Hun vil ikke melde navnene ud på de teams, som angiveligt er interesseret i Magnussen.

McLaren, der har Magnussen som reservekører, er selvsagt det ene team. Force India og Marussia er på rygteplan også blevet sat i forbindelse med danskeren.

Se også: Dansk Formel 1-håb: Ring så, Lotus

McLaren har meldt ud, at der snart kommer en afklaring om, hvem der bliver den anden kører i teamet i 2014 ved siden af Jenson Button.

- Jeg har ikke hørt, at der skulle være en bestemt dag, hvor McLaren vil melde noget ud. Jeg er næsten i kontakt med McLaren hver dag, og det er Kevin også, fordi han er deres udviklingskører.

- Men den slags kontakt har vi haft med dem de seneste to år, efter at Kevin blev tilknyttet teamet, siger manageren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere