Watts hårde dom: Derfor blev Kevin sat

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert så svaghedstegn hos Kevin Magnussen under det britiske grandprix

Kevin Magnussen får kritik af Jason Watt i dagens udgave af Ekstra Bladet. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen får kritik af Jason Watt i dagens udgave af Ekstra Bladet. (Foto: Jan Sommer)


Det begyndte så godt. En fremragende kvalifikation blev fulgt op af en formidabel start, og så var Kevin Magnussen pludselig på tredjepladsen i det britiske grandprix på Silverstone.

Glæden blev dog kort. Da løbet blev genoptaget efter Räikkonens uhyggelige uheld, raslede danskeren langsomt ned gennem feltet og måtte i sidste ende tage til takke med syvendepladsen.

Kevin Magnussen blev nummer syv i det britiske grandprix. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen blev nummer syv i det britiske grandprix. (Foto: Jan Sommer)

Det resultat ærgrede Ekstra Bladets Formel 1-ekspert, Jason Watt, der i sin klumme i dagens avis kritiserer McLaren-føreren for ikke at være hård nok, når der skal leges med de store drenge.

- Hvis det var mit første år i Formel 1, må jeg indrømme, jeg ville være et nervevrag. Alligevel synes jeg, at Kevin godt måtte have været lidt mere 'tough', når stjernerne bankede på bagved, skriver Watt.

Se også: Kevin mister storsponsor  

Frygtløs før i tiden
Eksperten fulgte mandag eftermiddag op på sin vurdering, da han debatterede med Ekstra Bladets brugere, som i høj grad jagtede en forklaring på Kevins fald gennem feltet i søndagens grandprix. Hertil var Jason Watts svar ganske entydigt.

- Kevin havde efter min mening ikke det bedste løb i går. Der mangler lidt fandenivoldskhed, når han kører race. Jeg håber den gamle Kevin snart indfinder sig. Før i tiden var han jo kendt for at være en’alt-eller-intet-kører’ og var ganske frygtløs, lyder det fra Watt, der finder trøst ved at kigge få dage tilbage i kalenderen.


- Kevin havde måske en offday i går, men lad os lige huske tilbage på Østrig for 14 dage siden, hvor han satte Button til vægs.

Manglende selvtillid
Danskerens engelske teamkollega havde en bedre dag på hjemmebanen, og med en fjerdeplads udbyggede han forspringet til danskeren i McLarens indbyrdes regnskab. Forklaringen på at styrkeforholdet tippede i den retning, handler ifølge Watt blandt andet om Magnussens tro på egne evner.

Se også: Frustrerende nedtur: Kevin utilfreds

- Selvtilliden var til at overse i går, men jeg kender godt følelsen af at have en bil, som ikke fungerer optimalt. Så giver man lidt lettere op, når folk kommer bag fra, forklarer han.

- Selv om McLaren-bilerne som udgangspunkt er ens, så vil der være forskel på opsætningen, og her kunne det se ud som om, at Kevin ikke ramte den lige så godt som Button.

Øverst i artiklen kan du genopleve Jason Watts snak med Ekstra Bladets brugere.

0 kommentarer
Vis kommentarer