HOCKENHEIM (EKstra Bladet): - Jeg vil se uheldet på replay, før jeg har en kommentar.
Kevin Magnussen var mere fåmælt end sædvanligt, da han stillede op til de obligatoriske tv-svar efter Tysklands Grand Prix, som allerede blev ødelagt i første sving.
Her blev McLaren-rookien torpederet af Williams' brasilianer Felipe Massa med det resultat, at Massa udgik, og danskeren røg bagerst i feltet.
Den 21-årige dansker ville ikke ud i en ordkamp med Felipe Massa, der allerede har været ude at skælde ud på ham på RTL.
- Jeg var positiv overrasket over bilen, sagde Kevin Magnussen, inden han satte kurs mod McLarens hospitality.
Efter den dramatiske start fik Kevin Magnussen kørt sig op på niendepladsen lige efter holdkammeraten Jenson Button.
Efterfølgende sagde han:
- Jeg føler, at hvis jeg havde haft et sted at køre hen, så ville der ikke have været kontakt med Felipe. Jeg gjorde mit bedste for at undgå ulykken, men der var ikke meget andet, jeg kunne gøre.