McLaren-chef efter uheld: Kevin var magtesløs

McLarens teamchef Eric Boullier mener ikke, man kan klandre Kevin Magnussen for lørdagens uheld i Ungarn

Kevin Magnussens McLaren var ikke i særlig god forfatning efter uheldet lørdag. (Foto: AP)
Kevin Magnussens McLaren var ikke i særlig god forfatning efter uheldet lørdag. (Foto: AP)

Træningerne og de første kvalifikationsfaser til det ungarske Formel 1-grandprix gav løfter om point til Kevin Magnussen i søndagens løb, men det bliver nu mere end svært.

Den 21-årige dansker kørte af banen og smadrede sin McLaren-racer på den første omgang af Q3, som er den sidste kvalifikationsfase.

Det ærgrede hans teamchef, Eric Boullier, der dog ikke klandrer Magnussen for uheldet. Der var netop faldet regn på banen.

Se også: Kevin endte vild kval i barrieren  

- Banens beskaffenhed i det pågældende sving tog alle på sengen, og Kevin var magtesløs i at undgå at låse hjulene og køre ind i muren.

- Den gode nyhed er, at han har det godt. Den dårlige er, at hans chassis og gearkasse blev beskadiget og skal udskiftes, siger Eric Boullier i en pressemeddelelse fra McLaren.

Det sidste betyder, at Magnussen ikke får lov at starte i 10.-position, som kvalifikationen ellers berettigede til. Han skal nu starte fra pitlane.

- Men jeg ved, at det ikke vil afskrække Kevin fra at køre på hele vejen til målstregen i morgen (søndag, red), siger Boullier.

Se også: Grimt uheld: Her er Kevins forklaring  

Han kunne se teamets anden kører Jenson Button klare det bedre i lørdagens kvalifikation. Button sluttede som nummer syv.

Han havde dog gerne set ham slutte foran Williams-kørerne Valtteri Bottas og Felipe Massa, der sluttede som henholdsvis nummer tre og seks.

Se også: Kevins uheld værre end antaget  

- Det er en smule frustrerende ikke at være i stand til at slå begge Williams-kørere, som jeg mener, vi havde potentialet til. Men Button er i en god position til at samle vigtige point sammen søndag, siger teamchefen.

Søndagens grandprix begynder klokken 14.

0 kommentarer
Vis kommentarer