Som stjernen i Mercedes’ talentprogram har George Russell længe haft kig på Valtteri Bottas’ sæde.
På Imola røg de i totterne på hinanden både på og uden for banen. Begge biler var totalsmadrede efter deres sammenstød, og opkomlingen mere end antydede, at finnen opførte sig anderledes over for lige netop ham.
- Jeg kæmpede for niendepladsen, hvilket for ham er ingenting. Han lavede et træk, som du kun ville lave, hvis det var for sejren på sidste omgang. Det rejser spørgsmålet, hvorfor han gør det for en niendeplads? Måske havde han ikke gjort det over for en anden kører, sagde George Russell lige efter ulykken.
Tom Kristensen og co. slog det hen som et hændeligt uheld, men, hvad stewards mener, er underordnet. Her tæller kun Mercedes-bossens ord. Toto Wolff var stiktosset og gav sin juniorkører skylden.
- Det er bullshit, sagde østrigeren forelagt ovenstående udtalelse.
- Hele situationen er ikke sjov for os. Det var en stor ulykke, bilen er afskrevet, og nu under budgetloftet har vi ikke brug for det. Det kommer formentlig til at begrænse mulige opdateringer.
Situationen skete halvvejs gennem løbet i overgangen fra vådt til tørt føre. I sin Williams forsøgte George Russell en overhaling med DRS, ramte græs og sendte begge biler i barrieren.
- At man taber bilen på det våde underlag - for der var ingen kontakt - er ikke, hvad jeg forventer at se, siger Wolff, som havde planer om en alvorssnak med George Russell.
- Der findes aldrig situationer, hvor den ene person har 100 procent skyld og den anden nul. Men det skulle aldrig have været sket.
- Valtteri havde dårlige 30 første omgange og skulle aldrig have været der. George skulle aldrig have forsøgt den manøvre.
- Du er nødt til at se på, at det er vådt, det er en Mercedes foran, og der er risiko ved at overhale. Odds var imod ham alligevel, for banen er ved at tørre.
- En ung kører må aldrig miste det store overblik. Han har meget at lære, siger Mercedes-bossen.
Nikita Mazepin er Formel 1's nye skurk, men alligevel vældig populær i hjemlandet - LÆS HER hvorfor.