BBC: F1 planlægger sæsonstart 5. juli

Formel 1 har planer om første grandprix i Østrig 5. juli efterfulgt af to løb på Silverstone, skriver BBC

Formel 1-feltet kan måske se frem til årets første grandprix i Østrig 5. juli. (Arkivfoto) Foto: John Sibley/Reuters
Formel 1-feltet kan måske se frem til årets første grandprix i Østrig 5. juli. (Arkivfoto) Foto: John Sibley/Reuters

Formel 1-organisationens seneste og foreløbige plan er at starte sæsonen i starten af juli og afvikle årets første grandprix 5. juli i Østrig.

Det har organisationen meddelt Formel 1-holdene på et møde torsdag, skriver BBC Sport.

Restriktionerne som følge af coronapandemien er blevet lettet en smule i Østrig, og det åbner måske for, at Østrigs Grand Prix kan blive afholdt som planlagt 3. til 5. juli bag lukkede døre og blive årets første.

Ifølge den foreløbige plan er det derefter meningen, at der skal afvikles to løb på den legendariske Silverstone-bane i Storbritannien - ligeledes uden tilskuere.

- Faktisk ser det ud til, at alle europæiske løb bliver afviklet således, siger McLarens teamchef Zak Brown.

Det vil sige uden tilskuere.

Årets første Formel 1-grandprix skulle have været skudt i gang i Melbourne 15. marts, men blev aflyst kort før start på grund af frygten for coronavirusset.

Siden er de efterfølgende otte grandprixer blevet aflyst eller udskudt. Teknisk set er Frankrigs Grand Prix stadig på kalenderen 28. juni, men efter Frankrig har forlænget sit forsamlingsforbud og udskudt Tour de France, forventes det udskudt eller afslyst.

Se også: Krisen kradser: Haas-ansatte på tvungen orlov

Formel 1-organisationen har ifølge BBC tidligere sagt, at den ikke vil sætte sæsonen i gang, hvis den ikke mener, den kan gennemføres. Den håber fortsat at kunne afvikle op til 18 grandprixer, hvorfor to grandprixer på Silverstone giver mening. Syv af ti teams har base i det område.

Østrig er i denne uge et af de første lande i Europa til at lette lidt på restriktionerne. Landet tillader nu, at tusindvis af butikker igen kan åbne, men befolkning rådes stadig til at arbejde hjemmefra, når det er muligt.

Se også: Mens sporten lider: 300 millioner til topbossen

Se også: 'Coronakrise giver unik mulighed'

7 kommentarer
Vis kommentarer