Bernie kræver revolution: 'I dræber Formel 1'

Formel 1-bossen ønsker de nye hybridmotorer hen, hvor peberet gror

Bernie Ecclestone - her i samtale med Ferraris nye teamchef Maurizio Arivabene - vil have de gamle V8-motorer tilbage. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Bernie Ecclestone - her i samtale med Ferraris nye teamchef Maurizio Arivabene - vil have de gamle V8-motorer tilbage. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Formel 1-sporten er i krise.

Tv-seerne falder fra, og senest måtte Tysklands Grand Prix aflyses, fordi arrangørerne ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. 

For Bernie Ecclestone ligger første skridt i redningsplanen lige for. En tilbagevenden til 2,4 liters brølende V8-motorer på bekostning af de nuværende de nuværende 1,6 liters V6-motorer med turbo, avanceret hybridsystem og fesen lyd.

Den 84-årige Formel 1-zar er særligt bekymret over de faldende seertal (som er fundamentet for hans forretning) fortæller han tyske Sport Bild i en rundbordssamtale om Formel 1's fremtid, hvor også teamcheferne Toto Wolff (Mercedes) og Christian Horner (Red Bull) deltog.

- Jeg vil tilbage til de motorer, vi havde før. Fansene kunne lide motorernes lyd, holdene kunne lide de lave omkostninger, og racerløbene var også bedre, siger Ecclestone.

Flere af holdene er dog ikke på linje med Bernie Ecclestone. Eksempelvis vendte Honda kun tilbage til Formel 1, fordi hybridmotorerne blev indført. Som motorproducent skal teknologien fra Formel 1 også give mening i forhold til fremtidens gadebiler, og den er ikke fuld af sexede V8'ere med højt benzinforbrug.

Se også: Tidligere FIA-boss: Formel 1 styrer mod et kollaps

Heller ikke de forsvarende konstruktør-verdensmestre, Mercedes, ønsker at vende tilbage til V8-motorerne, hvilket afstedkom denne bredside fra Ecclestone.

- Toto, på din gravsten kommer der til at stå: 'Jeg hjalp med at slå Formel 1 ihjel'. Du gjorde det ikke alene, men du hjalp til med det. Jeg vil prøve at overbevise FIA (det internationale motorsportsforbund, red.) om at gribe ind.

- Hvis bestemte mennesker klager, så lad dem klage. Jeg kan ikke garantere, at vi vinder en voldgiftssag, men jeg vil ikke tillade, at Formel 1 bliver ødelagt på grund af egoisme.

Se også: Vettel lugter blod: Store Ferrari-øjeblikke i vente

Mercedes-teamchefen giver ikke meget for Bernie Ecclestones holdning.

- For os er den nuværende teknologi en stor del af vores engagement i Formel 1. Vores marketings-strategi fokuserer på Formel 1's hybridteknologi. Og vi har også en fordel, fordi vi har erfaring med andre serier, siger Toto Wolff og tilføjer, at det var godt for Formel 1, at Ferrari vandt for to uger siden i Malaysia.

Red Bulls teamchef Christian Horner har siden introduktionen af hybridmotorerne haft store udfordringer, fordi motorleverandøren Renault 'formentlig undervurderede den nye teknologi'.

Som Bernie Ecclestone er briten ikke glad for nyskabelsen.

- Køreren, bilen og motoren skal spille en ligeværdig rolle. Lige nu er fordelingen mellem dem ikke korrekt. Bilerne er for lette at køre og motorerne for dominerende. Billige motorer med 1000 hestekræfter ville være løsningen. Fansene ville elske det, mener Horner.

Se også: Ecclestone foreslår særskilt kvinde-Formel 1

Lyder Formel 1-racerne bedre i 2015 end i 2014? Døm selv ...

22 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere