Selv om Ferrari ikke fik den sæson, de ønskede, og italienerne skal have ny ledelse, er der positive tegn fra den tekniske front.
Haas-teamchef Günther Steiner var leveringsdygtig i optimisme, da han i weekenden var i Faenza - tæt på Ferraris og Haas’ hovedkvarter i Maranello - hvor Kevin Magnussen blev den 29. modtager af Lorenzo Bandini-trofæet.
- I torsdags mødte jeg med Mattia Binotto, og han fortalte mig, at næste års motor bliver den vildeste (‘the bomb’ er udtrykket, Steiner brugte på engelsk, red.)
- Hvis motoren er konkurrencedygtig, er det også positivt for os, sagde Steiner ifølge motorsport.com.
Efter anklager om at have snydt med sin motor og to skrækkelige sæsoner i 2020-2021 byggede Ferrari på mange måder en fremragende enhed til 2022.
Den snart forhenværende teamchef Mattia Binotto hævdede, at Ferrari havde taget det største skridt i moderne tid fra sæson til sæson.
Problemet var driftsikkerheden, som også ramte kundeholdene Haas og Alfa Romeo.
Alt for mange Ferrari-motorer gik op i røg, og man var i anden halvdel af sæsonen nødt til at skrue ned for ydeevnen for at få dem til at holde, erkendte Binotto.
I princippet er motorudviklingen fastfrosset i perioden 2022-2025, før en ny type motorenhed bliver introduceret i 2026.
Men der må godt pilles ved den, hvis ændringer har med holdbarhed og driftsikkerhed at gøre.
Ferrari skulle være nået langt i det arbejde og have kørt deres motor hårdere i sæsonfinalen.
Hvis de kan tillade at skrue op for motorerne, uden at skidtet bryder sammen, er der meget performance at hente.
SE OGSÅ: Magnussen: - Det hårdeste, jeg har prøvet