Boykotter hånen

Nikita Mazepin vender den anden kind til sine mange kritikere på de sociale medier

Nikita Mazepin kæmper med at overbevise både fans - og kollegaer - om sin berettigelse i Formel 1. Foto: Sebastien Nogier/Ritzau Scanpix
Nikita Mazepin kæmper med at overbevise både fans - og kollegaer - om sin berettigelse i Formel 1. Foto: Sebastien Nogier/Ritzau Scanpix

MONACO (Ekstra Bladet): Debuten for Haas har været dramatisk for 22-årige Nikita Mazepin. Ikke mindst på sociale medier, hvor teamets beslutning om hans ansættelse blev og bliver heftigt kritiseret, mens russerens kørsel samtidig hånes, efter sæsonen er gået i gang.

Hashtagget ‘vi siger nej til Mazepin’ blev skabt allerede i december.

Debuten i Bahrain udløste øgenavnet ‘Mazespin’, hjemmesider som hasmazepinspuntoday.com, mens tastaturkrigerne hygger sig med udsigten til russerens møde denne uge med Monacos ubarmhjertige mure.

Hovedpersonen siger, at han lukker alt ude og effektivt ignorerer hånen fra sine mange kritikere. 

- For at være helt ærlig skal man være en aktiv bruger af sociale medier for opleve den slags, hvilket man ikke helt kan sige, at jeg er, siger Mazepin i Monaco.

Nikita Mazepin på trackwalk i Monaco, hvor han i 2019 kørte Formel 2. Dengang vandt teamkammeraten hovedløbet, mens russeren blev tier. Foto: LAT/Haas F1 Team
Nikita Mazepin på trackwalk i Monaco, hvor han i 2019 kørte Formel 2. Dengang vandt teamkammeraten hovedløbet, mens russeren blev tier. Foto: LAT/Haas F1 Team
 

- Der er selvfølgelig nogle ting, jeg finder interessant som eksempelvis sport og racing. Ikke mindst hvad F1 lægger online.

- På samme tid nyder folk at sige, hvad de siger. Det har betydning for dem, men normalt ser jeg det ikke og slet ikke i en løbsuge. Der bruger jeg kun min telefon til at tale med teamet.

På eksempelvis Instagram følger russeren 375 konti. En del har med motorsport at gøre og en del er smukke kvinder.

Ikke så mærkeligt for en 22-årig.

Men ønsker man at lægge afstand til et image som en forkælet russisk milliardærsøn, der ser kvinder som objekter, kunne man dog med fordel lade være med offentligt at følge konti som livsstilsbloggen ‘Pussy House’ ...

Mazepins ry og rygte skal dog nok med tid ændre sig til det bedre, fastholder han i et stort interview med Autosport.

- Selv dem, som nu er elsket, har været hadet på et tidspunkt. Så det er bestemt noget, som følger med sporten.

- Jeg har altid vidst, at sociale medier ikke var stedet, man skal gå hen for at få selvtillid. Jeg fokuserer bare på mig selv. Jeg er sikker på, at efter nogle år i Formel 1, og når resultaterne bliver bedre, så vil tingene ændre sig, siger han.

I interviewet sammenligner han debuten i Formel 1 med debuten i Formel 2.

Tilbage i 2019 var han håbløs bagefter sin ART Grand Prix-teamkammerat Nyck de Vries, men ganske hæderlig i 2020, hvor han følte sig meget mere tilpas i bilen og vandt løb. 

Hans kørestil kræver en stabil bagende, hvad hverken hans ART-racer eller nuværende Haas-racer leverer.

Indtil videre i Monaco har han holdt sig ude af ballade.

Ikke alene slog han sin teamkammerat i begge fredagens træninger for første gang i denne sæson. Det var i Mick Schumachers side af garagen, at mekanikerne kom på overarbejde, efter tyskeren kyssede en af Monacos vægge noget for hårdt.

Fredagen bruges til supportløb, så først lørdag skal Formel 1-feltet i aktion igen.

Som alle andre hos Haas håber Mazepin på, at 2022-bilen gør teamet konkurrencedygtigt igen.

Tiden vil vise, om det er nok til at ændre imaget som Formel 1’s nye skurk.

Russeren er om nogen del af en udvikling i Formel 1, hvor en fjerdedel af kørerne nu er sønner af milliardærer - LÆS MERE HER.