Britiske aviser: Button stopper Formel 1-karrieren

Jenson Button annoncerer sit Formel 1-stop i forbindelse med næste weekends grandprix i Japan

Efter 16 sæsoner i Formel 1 og et enkelt verdensmesterskab er Jenson Button klar til at trække stikket på sin Formel 1-karriere. Meddelelsen kommer meget passende i forbindelse med næste weekends grandprix på Hondas hjemmebane i Japan.

Det hævder flere prominente medlemmer af det britiske Formel 1-pressekorps med The Telegraph, The Times og Daily Mail i spidsen.

Teamets ledelse havde til 'hensigt' at udnytte Jenson Buttons option, så briten også ville danne makkerpar med Fernando Alonso i 2016.

Jenson Button gjorde dog i Singapore et stort nummer ud af, at han selv har noget at skulle have sagt om sin fremtid.

Ifølge aviserne har 2009-verdensmesteren takket nej til at fortsætte. I en alder af 36 år har han ikke tålmodigheden til at tage endnu en sæson med en håbløs Honda-motor, som ikke kan køre med om de sjove placeringer.

Se også: Button selv afgør Kevins McLaren-fremtid

Formentlig venter i stedet en karriere i Tom Kristensens gamle klasse i World Endurance Championship (WEC), ligesom han også skulle være interesseret i at starte sit eget rallycross-hold.

The Telegraph skriver desuden, at Jenson Button også overvejer gæste-optrædener i det nye Top Gear-show. Dog afviste han i Singapore, at tv indgik i hans fremtidsplaner.

Stoffel Vandoorne er det andet store talent, som står og tripper i kulissen hos McLaren. (Foto: Jan Sommer)
Stoffel Vandoorne er det andet store talent, som står og tripper i kulissen hos McLaren. (Foto: Jan Sommer)
 

Kevin favorit til comeback
Aviserne nævner Kevin Magnussen og Stoffel Vandoorne som de potentielle afløsere.

Danskeren skulle ifølge Ekstra Bladets oplysninger stå øverst i den interne hakkeorden, selv om hans belgiske rival er i gang med en imponerende sæson i GP2.

Formel 1-erfaring tæller højt, når man er så udfordret med teknikken, som det er tilfældet hos McLaren-Honda i øjeblikket.

Se også: Button til Ekstra Bladet: Kevin fortjener Formel 1

McLaren-ledelsen ønskede Kevin Magnussen på bekostning af Jenson Button til denne sæson, men blev nedstemt i selskabets bestyrelse. (Foto: Jan Sommer)
McLaren-ledelsen ønskede Kevin Magnussen på bekostning af Jenson Button til denne sæson, men blev nedstemt i selskabets bestyrelse. (Foto: Jan Sommer)

27 kommentarer
Vis kommentarer