Button brød sammen i ørkensandet

Begge træninger i Bahrain ødelagt for McLaren-Hondas erfarne brite - i front dominerer Mercedes foran Ferrari

Jenson Buttons bil bliver skubbet i pit efter sammenbrud under første træning - det gentog sig også under anden træning i Bahrain. (Foto: Kamran Jebreili/AP)
Jenson Buttons bil bliver skubbet i pit efter sammenbrud under første træning - det gentog sig også under anden træning i Bahrain. (Foto: Kamran Jebreili/AP)

Bedst som McLaren-Honda i Shanghai viste bedring ved for første gang i denne sæson at gennemføre et Formel 1-grandprix med begge biler, blev det trængte team igen sat et skridt bagud.

Fredagens træninger blev overskygget af tekniske problemer med Jenson Buttons racer, og man kan ikke fortænke den ellers så velopdragne Formel 1-kører i at bande over sit uheld.

Under første træning nåede den 35-årige brite ikke at få sat en tid, og det lykkes heller ikke at få kørt en repræsentativ en af slagsen i anden session. Ganske vist fik mekanikerne tilsyneladende fikset bilens batteri-problem, så Jenson Button kom ud i starten af anden træning.

Her opstod så et motorproblem, men selv om det også nåede at blive repareret, fik briten aldrig kørt en hurtig omgang.

Fernando Alonso præsterede i anden træning 12. hurtigste tid - halvandet sekund langsommere end sessionens hurtigste tid. Hvis det viser sig at være udtryk for McLaren-Hondas reelle styrke i Bahrain, har spanieren chancen for at nå anden kvalifikationsrunde (Q2) for første gang i år.

- I Bahrain forsøger vi at fortsætte den gode udvikling fra Kina, men det er begrænset, hvor meget man kan nå, når der kun er fire dage imellem. Til Barcelona er der tre uger, og det er tid nok til at lave rigtige fremskridt. Vi er forhåbningsfulde, sagde Alonso som optakt til weekendens grandprix.

Nico Rosberg var hurtigst til anden træning i Bahrain. (Foto: Luca Bruno/AP)
Nico Rosberg var hurtigst til anden træning i Bahrain. (Foto: Luca Bruno/AP)

Nico Rosberg kørte anden trænings hurtigste tid 0,115 sekunder hurtigere end holdkammeraten Lewis Hamilton. Den forsvarende verdensmester låste dog bremserne på sin hurtige omgang og må derfor stadig regnes som favorit til pole position.

Ferraris Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel var hhv. 0,527 og 0,630 sekunder langsommere end Nico Rosberg - og begge begik synlige kørerfejl på deres hurtige omgang.

Noget kunne tyde på, at det i Bahrain er Kimi Räikkönens tur til at dominere sin holdkammerat. Finnen var bedst af de to i begge træninger, og mod slutningen af den anden var Sebastian Vettel så uheldig at få kørt sin frontvinge af  ...

Sådan reagerede Vettel: Og så tog [biiiip] Perez min vinge af:

Bahrains Grand Prix er et aftenløb, så både kvalifikation og selve løbet begynder kl. 17.00 dansk tid (kl. 18.00 lokal tid).

Ferrari er fortsat førsteudfordrer til Mercedes. (Foto: Luca Bruno/AP)
Ferrari er fortsat førsteudfordrer til Mercedes. (Foto: Luca Bruno/AP)
 

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere