Button: Godt at Kevin er i bilen

- Jeg kommer til at lytte til alt, hvad han siger, siger Jenson Button og prøver at få det bedste ud af Fernando Alonsos fravær

Jenson Button er kun glad for, at Kevin Magnussen skal køre i McLaren-raceren. (Foto: jan Sommer)
Jenson Button er kun glad for, at Kevin Magnussen skal køre i McLaren-raceren. (Foto: jan Sommer)

BARCELONA (Ekstra Bladet): McLaren-Hondas sæsonstart har været temmelig problematisk for at sige det mildt, og midt i de tekniske udfordringer mangler teamet sin superstjerne Fernando Alonso.

Bænket af lægerne efter ulykken sidste søndag. Selv om spanieren fredag lagde en video online, hvori han understregede, at han havde det godt, er det stadig ikke hans egen beslutning, hvorvidt han kommer til start i Melbourne om to uger.

Se også: McLaren leverede små mirakler

Midt i alle udfordringerne prøvede Jenson Button at vende det til noget positivt, at hans gamle holdkammerat pludselig er hevet ind fra højre og lørdag sidder i MP4-30-raceren i stedet for Alonso.

- Kevin har altid været god til at hoppe ind i bilen og vænne sig til den meget hurtigt. Det var noget, vi fandt ud med det samme, da han satte sig i en Formel 1-bil, sagde Jenson Button, da snakken faldt på den særlige situation.

- For at være helt ærlig er det kun rart med flere synspunkter fra flere erfarne kørere. Det er en skam for Fernando, at han ikke få kørt flere kilometer. Også for mig for hans input er vigtigt.

- Men det er godt, at Kevin er i bilen. Det bliver interessant at høre hans kommentarer, og jeg kommer til at lytte til alt, hvad han siger. For han kommer til at køre bilen, hvor den er i ret god stand, hvorimod jeg første gang prøvede den i Jerez, og vi er kommet langt siden da.

- Det bliver interessant at høre, hvordan han finder sammenlignet med, da han sidst kørte i Abu Dhabi.

Se også: Kevin Magnussen i spil til genopstået F1-hold

Ellers ønskede Button ikke at udtale sig om sidste søndags ulykke, som sendte Fernando Alonso tre nætter på hospitalet.

- Det vil ikke være rigtigt for mig at sige noget. Vi må afvente undersøgelsen, sagde den 35-årige brite. 

Søndag overtager Jenson Button igen rattet til sidste testdag inden afgangen til Australien.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere