Button: Jeg håber Alonso kører mig i sænk

McLaren kommer til USA's Grand Prix med en ny Honda-motor, som bliver en forsmag på næste sæsons motor - men den sidder kun i Fernando Alonsos bil

Fernando Alonso (t.h.) vil i weekenden have en ny udgave af Honda-motoren, hvilket får Jenson Button til at ønske, at Alonso er forrygende hurtig hele weekenden. (Foto: AP)
Fernando Alonso (t.h.) vil i weekenden have en ny udgave af Honda-motoren, hvilket får Jenson Button til at ønske, at Alonso er forrygende hurtig hele weekenden. (Foto: AP)

Det hårdt prøvede McLaren-Honda-team har en opdatering af motoren med til USA's Grand Prix, men den sidder kun i Fernando Alonsos bil.

Jenson Button håber derfor for en enkelt gangs skyld, at hans teamkollega er klart hurtigere end ham selv i den kommende weekend.

- Normalt kører man som teamkolleger med nøjagtig den samme bil. Men jeg håber på, det er en god opgradering, at han er virkelig hurtig og kører mig i sænk hele weekenden - det er usædvanligt at sige det, lyder det fra Button til autosport.com.

Det er den fjerde større opgradering af den Honda-motor, som har gjort McLaren til et af sæsonens allerringeste hold i Formel 1-feltet.

Og den er et godt skridt frem, mener Fernando Alonso, selvom det kan blive svært at se på banen i Austin i Texas, hvor der er lovet regn i weekenden.

- Fra cockpittet er det svært at mærke forskellen, men vores data viser, at motoren præsterer bedre, som vi forventede, siger spanieren.

Kevin Magnussen er på vej ud hos McLaren-Honda. (Foto: Allover) Formel 1 - 15. okt. 2015 - kl. 20:10 Kevin stopper hos McLaren

- Det er rigtig gode nyheder, også fordi motoren er bygget på en lidt anderledes måde, så det er et positivt skridt.

- Forhåbentlig kan vi udnytte den forbedring, det giver os, selvom vejrforholdene selvfølgelig sætter et spørgsmålstegn ved, om vi kan maksimere vores fremskridt. Hvis vi slutter som 7'er, kan det måske være de våde forhold, der har hjulpet os.

- Det vigtigste er, at den her opgradering følger filosofien for næste års motor, så vi er på rette vej, mener den tidligere dobbelte verdensmester.

Den regerende verdensmester, Lewis Hamilton (Mercedes), kan søndag i sæsonens fjerdesidste løb genvinde sin titel, hvis han efter løbet er mindst 75 point foran nummer to. Lige nu er forspringet til Sebastian Vettel (Ferrari) på 66 point.

Programmet for weekenden:

Fredag: Første frie træning klokken 17, anden frie træning klokken 21.

Lørdag: Tredje træning klokken 18.30, kvalifikation klokken 20.

Søndag: USA's Grand Prix sættes i gang klokken 20.

Se også: Uden McLaren: Button tager årets første triumf
0 kommentarer
Vis kommentarer