Dansk F1-håbs store dilemma

Christian Lundgaard står foran en stor beslutning for at holde sin ambition om Formel 1 i live

MONZA (Ekstra Bladet): Der venter et par meget afgørende uger for Christian Lundgaards karriere.

En skuffende sæson, hvor den 20-årige østjyde i Alpines talentprogram er blevet overhalet indenom af australske Oscar Piastri, betyder, at der skal tænkes alternativt. 

På bordet ligger tilbud om flerårige aftaler i Indycar, mens alternativet er en tredje sæson i Formel 2.

Beslutningen giver ikke sig selv, så Lundgaard-familien vil gerne trække den så lang tid så muligt.

I bagklogskabens lys var det en fejl at blive hos ART Grand Prix, som hverken i F3 eller F2 er den magtfaktor, de var for et par år siden. Den har haft store konsekvenser for Lundgaards muligheder fremad, så der er ikke råd til endnu fejltagelse.

Men de gode F2-teams har deadline for næste års aftaler sidst i september omkring Ruslands Grand Prix.

F2-løbene har siden besøget i Sochi for et år siden været en lang skuffelse for Christian Lundgaard præget af uheld og mekaniske problemer.

Troen på egne evner er imidlertid intakt og blev kun forstærket af den overbevisende Indycar-debut i august, hvor hans navn pludselig blev varmt igen. Så rejsen kan meget vel gå vestpå.

- Formel 1 vil altid være det primære mål, uanset hvad den nære fremtid bringer. Det har ikke noget at gøre med drømmen om at komme derind, siger Christian Lundgaard og peger mod F1-paddocken, da Ekstra Bladet mødes med ham på Monza.

F1-drømmen lever for Christian Lundgaard, men spørgsmålet er, om chancerne for, at den opfyldes er størst i USA eller ved endnu en sæson i F2. Under alle omstændigheder ligger det fast, at han IKKE kører for ART Grand Prix næste år. Foto: Joe Portlock/Getty Images
F1-drømmen lever for Christian Lundgaard, men spørgsmålet er, om chancerne for, at den opfyldes er størst i USA eller ved endnu en sæson i F2. Under alle omstændigheder ligger det fast, at han IKKE kører for ART Grand Prix næste år. Foto: Joe Portlock/Getty Images
 

Debuten i Indianapolis affødte masser af interesse. Den oplagte mulighed er Rahal Letterman Lanigan Racing, som er et solidt midterhold i Indycar, der sidste år vandt Indianapolis 500 med Takuma Sato.

En ung dansker vil skulle medbringe visse sponsorer til sit første læreår. Men præsteres der, vil der allerede fra år to kunne tjenes en hæderlig hyre også sammenlignet med Formel 1.

Teamet kræver tilknytning over flere sæsoner, hvorfor F1-drømmen kan synes meget langt væk. Jacques Villeneuve brugte tilbage i 1990’erne Indycar som springbræt, men tiderne er meget anderledes nu.

Alligevel tror Lundgaard på, at Indycar-succes på sigt kan udløse F1-interesse.

- Det er min alder, som er forskellen, for normalt kører man Indycar bagefter, siger han.

- Der er ingen stopknap overhovedet. Alt er muligt. Spørgsmålet er, hvor hurtigt man præsterer godt nok.

En tredje sæson i F2 er ikke så oplagt, som den kan lyde.

Man holder sig opdateret med de drilske Pirelli-dæk, mens Indycar benytter langt mindre komplicerede Firestone. Hos Alpine kan Christian Lundgaard fortsætter som F1-teamets primære simulatorkører, når der ikke køres F2, hvilket også er et plus.

Men det er er meget svært at rykke op, hvis man først vinder klassen i sit tredje år. Det gjorde Formel E-mesteren Nyck de Vries eksempelvis, men trods Mercedes-tilknytning har han endnu ikke fået chancen.

Og vinde, det skal man.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Chefen foretrækker Indycar

MONZA (Ekstra Bladet): Uanset om Christian Lundgaard vælger at satse på Indycar eller F2, ligger der et kontraktforslag fra Alpine F1 Team til akademiet eneste tilbageværende originale medlem.

- Vi ønsker at fortsætte samarbejdet med Christian. Det er en offentlig hemmelighed - selv for Indycar-teams - at han er og fortsat vil være en del af Alpine-familien, så længe der er fokus på hans ultimative mål, som stadig er Formel 1, siger talentchef Mia Sharizman til Ekstra Bladet.

- Men i stedet for kun at se på en enkelt sæson ad gangen er der tid til at lægge en flerårig plan.

Alpine er villig til at støtte Christian Lundgaards fremtid, uanset hvad han vælger, men talentchefen skjuler ikke, at han foretrækker Indycar.

- Det vil være første gang, at man går fra Formel 2 til Indycar, men andre ser på den mulighed, siger Sharizman og nævner Ferrari-trioen Callum Ilott, Marcus Armstrong og Robert Shwartzman som eksempler.

Der er flere grunde til, at talentchefen synes, at to-tre år i USA er en god idé.

To andre kørere fra Alpine-akademiet står foran i køen. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er kineseren Guanyu Zhou tæt på at købe sig ind hos Alfa Romeo som teamkammerat med Valtteri Bottas, mens F3-mesteren Oscar Piastri har kurs mod at vinde F2 i sit første år.

Australieren får enten Fernando Alonsos plads hos Alpine i 2023 eller ender et andet sted på gridden.

Mia Sharizman har set en stor stjerne i Christian Lundgaard, siden Renault valgte at se på danskeren, mens han stadig var i gokart. Foto: Joan Codina/Fotoformulak.com
Mia Sharizman har set en stor stjerne i Christian Lundgaard, siden Renault valgte at se på danskeren, mens han stadig var i gokart. Foto: Joan Codina/Fotoformulak.com
 

Så der vil gå nogle år, før der overhovedet åbner sig andre muligheder.

- Spørgsmålet er så, om det er muligt at komme tilbage fra USA til Formel 1, lyder den realistiske vurdering fra Sharizman.

Umiddelbart er det ikke sandsynligt, men motorsportens fineste klasse har alle dage krævet, at man kravlede igennem et nåleøje.

Christian Lundgaard kunne også ende med at skabe sig et navn og en karriere i USA, hvilket han på nuværende tidspunkt foretrækker over Formel E eller sportsvogne.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

- Alt er i spil

MONZA (Ekstra Bladet): Christian Lundgaard er oprigtigt i tvivl om, hvad der er bedste valg for fremtiden.

- Alt er i spil til næste år. Spørgsmålet er, hvor stor pengepungen er, siger han med henvisning til, at der skal en sponsorpakke med til en rookie-sæson i USA, ligesom endnu et år i F2 heller ikke er billigt.

- Hvad vil du helst?

- Jeg spurgte min far, hvad der var bedst, og han ved det heller ikke. Der er mange fordele og ulemper. I forhold til budgetter og i forhold til chancen for at vinde det, man vælger at køre. Ud fra selve chancen er det lige før, at den er større ved at tage til USA.

- Problemet med F2 er, at du skal vinde. Det er ligegyldigt, om bilen braser sammen. Så skal du ud og skubbe den og vinde alligevel. Der er mange ting, der kan gå galt i forhold til, hvad du selv er herre over.

- Hvis jeg tager til USA, er der er ingen forventninger og kun mere et håb om, at man slutter her og der.

- Hvor meget lokker USA?

- Det er svært at sige, hvad jeg egentlig selv er mest for. Begge muligheder er meget tiltrækkende.

- Jeg ved, hvad jeg har at gøre med her. Derovre skal man hjemmefra og starte på en helt frisk igen.

- Gider man det? Men man ved også, at det ultimative mål kan ende med at blive opfyldt af det. Der er ingen garanti, men det er der heller ikke, hvis man bliver herhjemme. Der er ikke noget ja eller nej ved nogen af mulighederne.

Det blev til en enkelt tredjeplads og ti point på Monza, som er langt fra, hvad ambitionerne er. Foto: Getty/Lundgaard Racing Press
Det blev til en enkelt tredjeplads og ti point på Monza, som er langt fra, hvad ambitionerne er. Foto: Getty/Lundgaard Racing Press
 

Besøget i Italien var ingen succes, som blev kompromitteret af en ringe tidtagning. Lundgaard kørte sig overraskende fra 19. pladsen til podiet i første løb, blev kørt af banen i det andet sprintløb. I hovedløbet avancerede han otte placeringer til 11. pladsen.

Selv om fremtidsbeslutningen snart skal træffes, har han fuldt fokus på de sidste ni F2-løb.

- Jo bedre jeg gør det her, jo bedre chancer er der. Jeg skal ikke lalle rundt og lige få et podie en gang imellem. Jeg er nødt til at være konstant overraskende og have den samme effekt, som der var med besøget i USA, siger han.

F2 kører igen om to uger i Sochi.

F2-stilling efter femte afdeling

1. Oscar Piastri (Prema) 149 point

2. Guanyu Zhou (Uni-Virtuosi) 134 point

3. Robert Shwartzman (Prema) 113 point

4. Dan Ticktum (Carlin) 104 point

5. Théo Pourchaire (ART) 94 point

6. Jüri Vips (Hitech) 90 point

7. Jehan Daruvala (Carlin) 81 point

8. Liam Lawson (Hitech) 72 point

9. Felipe Drugovich (Uni-Virtuosi) 59 point

10. Richard Verschoor (MP) 56 point

11. Christian Lundgaard (ART) 38 point