Dansk stortalent snuste til Formel 1: Stjernestatus hos Renault

Renault-talentet Christian Lundgaard besøgte for første gang sit team til et grandprix. Efter sit overbevisende F4-mesterskab er næste opgave Formel Renault 2.0

Christian Lundgaard ser nærmere på Nico Hülkenbergs RS17. Målet for den 16-årige dansker er en dag at sidde i sin egen F1-racer. Foto: Jan Sommer
Christian Lundgaard ser nærmere på Nico Hülkenbergs RS17. Målet for den 16-årige dansker er en dag at sidde i sin egen F1-racer. Foto: Jan Sommer

SPA (Ekstra Bladet): ‘Han er her. Vores stjerne er ankommet’.

Renaults talentchef Mia Sharizman er venligheden selv. Han holder paraplyen for Christian Lundgaard, da den 16-årige dansker for første gang i sit liv træder ind i den Formel 1-paddock, som han drømmer om en dag bliver hans arbejdsplads.

Og chefen for talentprogrammet introducerer den nykårede Formel 4-mester med de fornemme ord, da han åbner døren ind til Renaults hovedkvarter under sidste weekends grandprix i Belgien.

Christian Lundgaard har da også gjort alt, hvad Renault kræver. Han tog skridtet fra karting til formel-biler med bravour og vandt stort set alt, hvad han rørte ved.

Udover det russisk-nordeuropæiske F4-mesterskab blev det også til et hattrick med tre sejre ud af tre mulige i den spanske F4-series første løbsweekend.

Denne sæson har den talentfulde søn af rallyeuropamesteren Henrik Lundgaard taget første spæde skridt mod at blive Formel 1-kører. Ambitionen lurer i horisonten, men han prøver at fokusere på vejen dertil i stedet for at dagdrømme om at blive den næste Kevin Magnussen.

- Når jeg er derhjemme, tænker jeg ikke så meget over det, og når jeg er på banen, koncentrerer jeg mig om, hvad det er jeg skal. Jeg har aldrig været til et Formel 1-løb før, og når man så kigger rundt; der er egentlig ret stille, men der er eddermame mange mennesker på samme tid og så alle de store motorhomes. Det ser man altså ikke lige til sådan et Formel 4-løb. Der står alle kørere i samme telt, siger Christian Lundgaard til Ekstra Bladet.

Ellers virker danskeren både uimponeret og ligetil. Han er mere moden og velovervejet end de fleste 16-årige og tackler al postyret fornemt, da han hilser på sin berømte landsmand i paddocken.

Christian Lundgaard fik også hilst på sin berømte landsmand. Foto: Jan Sommer
Christian Lundgaard fik også hilst på sin berømte landsmand. Foto: Jan Sommer
 

Renault tog en chance ved at tilknytte en kører direkte fra gokart. Normalt plukker de først talenter fra de første formel-kategorier.

Mesterskabet og måden, det kom i hus på, har allerede sikret lidt mere ro om de kommende år. Christian Lundgaard skal i 2018 køre Formel Renault 2.0 Eurocup; her øger Renault sin økonomiske støtte til danskeren, ligesom han får længere snor, hvis der kommer et dyk i resultater. 

F4-mesterskabet mangler en enkelt afdeling 20.-22. oktober i Holland. Herefter venter der omfattende test i Formel Renault 2.0-racere.

- Planen var at få det afgjort så hurtigt som muligt, så jeg kan komme i gang med næste år, fortæller Christian Lundgaard.

- Målet er at blive en af seniorkørerne, selv om det er mit første år. Jeg skal ikke sætte for høje forventninger. Ingen grund til at komme ud og så blive skuffet, siger danskeren, som skal op mod kørere med erfaring i kategorien.

- Men man skal vinde hver serie så hurtigt som muligt for at komme videre og nå sit mål.

Renaults talentchef Mia Sharizman viser Christian Lundgaard rundt i Formel 1-paddocken på Spa. Foto: Jan Sommer
Renaults talentchef Mia Sharizman viser Christian Lundgaard rundt i Formel 1-paddocken på Spa. Foto: Jan Sommer
 

I SMP F4-serien var alle biler ens, så alt var op til køreren. I næste års kategori bliver de mere komplicerede.

- Nu bliver det noget mere seriøst, der kommer radio, vi skal til at arbejde med setup, så jeg skal vænne mig til en masse nye ting. Jeg skal også give feedback tilbage, og det bliver nok den største udfordring, for nu har jeg haft et år, hvor jeg ingen feedback kunne give. 

Drømmen er Formel 1 og en karriere som professionel racerkører. Udover race, test, fysisk træning og typisk et-to besøg hos Renault i Enstone om måneden, er skole fortsat en del af hverdagen.

- Jeg er inde som bilmekaniker på Syddansk Erhvervsskole i Vejle. Og det er egentlig bare for at have noget at lave. For ikke at sidde stille. Og mekaniker-uddannelsen kommer jeg til at bruge på et eller andet tidspunkt. Vi har jo også et lille værksted derhjemme.

- Der har været skole i tre uger - og jeg vist kun været der syv dage. Så det gælder om at være der så meget som muligt, når jeg endelig er hjemme.

På sine besøg i Enstone har Christian Lundgaard stadig sin første tur i teamets Formel 1-simulator til gode. Han glæder sig til at blive sluppet løs i den, og der bliver allerede smugtrænet på konsollen derhjemme.

- På min skole har to lærere bygget en simulator udfra en Xbox med rat og pedaller. De mener godt nok, at jeg ikke må bruge den mere. Jeg spillede på den forleden, og der satte jeg rekorden, smiler Renaults nye danske stjerne.

Formel Renault 2.0 Eurocup

Serien er skridtet efter Formel 4 (moderne Formel Ford) og før Formel 3, GP3 og F2. Formel-bilerne byder på 210 hestekræfter og en god uddannelse mod endnu mere avancerede racerbiler.

Tidligere mestre i serien inkluderer: Alain Prost, Felipe Massa, Brendon Hartley, Pierre Gasly, Daniel Ricciardo, Valtteri Bottas og Stoffel Vandoorne. Kevin Magnussen blev nummer syv, da han i 2009 kørte mesterskabet - og toer i den nordeuropæiske NEC-serie.

Formel Renault 2.0 Eurocup kører på mange af de samme baner som Formel 1-feltet og har været supportløb til grandprixet i Monaco. Foto: DPPI/Handout fra Renault Sport
Formel Renault 2.0 Eurocup kører på mange af de samme baner som Formel 1-feltet og har været supportløb til grandprixet i Monaco. Foto: DPPI/Handout fra Renault Sport
 

 

Den dyre vej til F1

SPA (Ekstra Bladet): - Resultaterne taler for sig selv. Christian er noget specielt, siger danskerens manager Alessandro Alunni Bravi.

Italieneren, som også har McLarens Stoffel Vandoorne i sin stald, har udset Christian Lundgaard til at være en af fremtidens Formel 1-stjerner.

For at komme så langt skal der topresultater til i hver juniorkategori.

Her er evnerne bag rattet ikke nok; der skal penge til. Dels for at køre for gode teams, men også til omfattende test som forberedelse til den kommende sæson.

Sammen med Renaults ledelse og sin manager har Christian Lundgaard truffet beslutningen om at fortsætte i Formel Renault 2.0 Eurocup, hvor en sæson koster 350.000 euro.

Det er før udgifter til indledende testdage, og dem kørte de fleste mindst 30 af til denne sæson.

TV3 Sports svenske kameramand sikrer nærbilleder af Christian Lundgaards besøg i Renaults garage. Foto: Jan Sommer
TV3 Sports svenske kameramand sikrer nærbilleder af Christian Lundgaards besøg i Renaults garage. Foto: Jan Sommer
 

Uden den forberedelse er man chanceløs. Så 2018-sæsonen står i den dyre side af tre millioner kroner, og det er uden lige så meget test som mange af konkurrenterne.

- Det er heldigt, han er så talentfuld og lærenem, konstaterer Bravi.

For der vokser ingen pengetræer hjemme i Hedensted, ligesom danskeren endnu ikke har en økonomisk bagmand i stil med Kevin Magnussens samarbejde med Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen.

Når Lundgaard valgte at konkurrere i den russisk-nordiske SMP-serie var en af grundene de potientielle præmiepenge fra den russiske SMP-bank.

Førstepladsen udløser 300.000 euro, hvis vinderen fortsætter i Formel 3, og 200.000 euro til en anden serie.

Fordi Renault står bag Eurocup og Formel 3 flettes sammen med GP3 til en serie fra 2019, fravælger den talentfulde dansker Formel 3 næste år.

Førstepræmien ryger i budgettet, ligesom Renault øger sit tilskud efter den overbevisende debutsæson. Samtidigt har Christian Lundgaard Dansk Automobil Sports Union (DASU) og Team Danmark i ryggen. Selv om støttekronerne herfra aldrig kan blive store nok til at bane vejen til Formel 1, understreger agenten vigtigheden, fordi de stempler Lundgaard som et stort talent. Og uden DASU’s støtte i år var budgettet ikke kommet på plads til F4.

Renault inviterede Christian Lundgaard til den 16-årige danskers første Formel 1-grandprix. Foto: Jan Sommer
Renault inviterede Christian Lundgaard til den 16-årige danskers første Formel 1-grandprix. Foto: Jan Sommer
 

Christian Lundgaard har taget første spæde skridt mod en karriere i Formel 1 med optagelsen i Renaults talentprogram. Foto: James Moy Sport og Spil Den nye Kevin? Renault lægger femårs plan for dansk F1-talent

Se også: Dansk racer-talent på F1-kurs med stor titel

Se også: Forrygende hattrick: Dansk F1-stjernefrø stor-imponerer

Se også: Her er Kevins råd til sjældent dansk F1-håb

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen