Så ruller 2. division igen, og Ekstra Bladet sender samtlige 14 kampe i hver eneste runde. Køb adgang her (+) for kun 49 kroner om måneden.
MONZA (Ekstra Bladet): Som F3-sæsonen lakker mod enden, kørte danske Frederik Vesti et af sæsonens bedste løb.
Den 18-årige jyde styrede på suveræn vis sin Prema-racer fra niendepladsen til sejren. Teamkammeraterne Oscar Piastri og Logan Sargeant slutter henholdsvis treer og 26.
Dermed sikrer Prema Powerteam holdenes mesterskab i næstsidste afdeling af F3-mesterskabet.
Hele ni kørere fik straffe efter fredagens kvalifikation for at køre unødvendigt langsomt; heriblandt både Frederik Vesti og Oscar Piastri, som fik tildelt tre pladser for at have kommet i vejen for Jack Huges.
Deres togt mod podiet startede derfor helt nede som nier og 15’er.
Frederik Vesti fik ikke den optimale start og var nede som 11’er, men som løbet skred frem, stod det klart, at Prema havde sat bilen helt rigtigt op.
En safetycar samlede feltet, hvorefter danskeren for alvor kunne starte sit tog mod podiet.
Han fik sat en aggressiv overhaling ind på Red Bull-junioren Liam Lawson, som newzealænderen brokkede sig noget over, men som dommerne efter et kort kig ikke fandt værdig til nærmere undersøgelse.
Derefter kunne han slipstreame sig forbi den unge franskmand Theo Pourchaire.
- Det var et skørt løb, og jeg tabte to pladser i starten. Men derfra var det bare et godt løb i en god bil. Jeg overhalede nogen på næsten hver omgang.
- Da den safetycar kom, lå jeg treer og kunne lugte sejren, sagde Vesti bagefter.
Danskeren gav ikke så meget for Lawsons beklagelser, efter de to rørte hinanden.
- Han pressede mig af banen og skubbede mig over kerbs. Det var en racinghændelse, for han gav mig ikke rigtig plads. Bare racing, siger han.
Savner opbakning: - Meget underligt
F3-mesterskabet står mellem Vestis teamkammerater Oscar Piastri og Logan Sargeant som med søndagens sprintløb og næste uges sæsonfinale på Mugello er noteret for 160 og 152 point.
Med sejren kan Frederik Vesti imidlertid øjne tredjepladsen i mesterskabet.
Danskeren har 117,5 point på sjettepladsen, men det er tæt. Tredjepladsen indehaves af Theo Pourchaire med 124 point efterfulgt af David Beckmann (123,5 point) og Liam Lawson (123 point).