Dansker tættere på F1-drømmen: Sikrer kontrakt med topteam

Frederik Vesti kører i 2019 det regionale F3-mesterskab for Prema Powerteam

Frederik Vesti har fået en stor mulighed. Foto: Vesti Motorsport
Frederik Vesti har fået en stor mulighed. Foto: Vesti Motorsport

17-årige Frederik Vesti træder i fodsporene af nogle af moderne motorsports største talenter, når han i 2019 jagter Formel 1-drømmen i det regionale F3-mesterskab.

Det danske talent har nemlig sikret sig en plads hos Prema Powerteam, meddeler Vesti Motorsport.

Italienske Prema er et af de absolut stærkeste teams i juniorkategorierne. Ferraris juniorer bliver udklækket her, og teamet har i de seneste år skudt kørere som Charles Leclerc, Pierre Gasly, Antonio Giovinazzi og Lance Stroll afsted til Formel 1.

Mick Schumacher vandt sidste år det europæiske Formel 3-mesterskab for Prema og kører i år F2 for teamet.

- Det er en helt ubeskrivelig følelse, jeg har lige nu. Jeg har altid drømt om at køre for Prema en dag. Kigget på fra sidelinjen og beundret deres dygtighed og store resultater. Jeg ved, at det er det team, der kan booste min karriere til et nyt niveau, siger Vesti.

Med seks titler i de seneste syv år har Prema haft patent på europæisk Formel 3.

Foto: Vesti Motorsport
Foto: Vesti Motorsport
 

Både racerne og klassen er imidlertid nye i år, da Formel 3 og GP3 er slået sammen.

Vesti-familien fravalgte tidligt den mere profilerede F3 International-serie, som er supportløb til Formel 1, og hvor Christian Lundgaard skal køre for det konkurrerende og ligeledes stærke ART Grand Prix.

Begge serier kræver budget på i størrelsesordenen en million euro (!), men med flere testdage samt otte grandprix-weekender og 24 løb byder den regionale serie på mange flere race-kilometer end F3 International.

Så Vesti vægter muligheden for ekstra erfaring højest.

Der bliver stadig knoklet for at finde hele budgettet, fortæller han.

- Vi er ret langt, og der er stadig ender, vi skal have til at nå sammen. Men jeg får denne chance én gang, så det er nu, jeg skal turde slå til, siger han.

- De skal findes, hvis min store drøm skal leve.

I de seneste to sæsoner har Frederik Vesti slået sine folder i den stærke tyske F4-serie. Det blev i fjor til to sejre, en samlet fjerdeplads og ikke mindst stærk afslutning på sæsonen for jyden.

Ligesom for Danmarks andet store F1-håb Christian Lundgaard bliver 2019 et nøgleår for Vesti. Der skal sejre til for at holde liv i drømmen om at følge Kevin Magnussen ind i Formel 1.

Se også: Kevin og Haas i ny Netflix-serie: - Nu ligner vi en flok pikspillere!

Se også: Bekymret F1-boss: Alle mareridts moder

Se også: Ny Haas-sponsor jokker i skægget

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere