Derfor trækker Kevins Formel 1-afklaring ud

Renault og Lotus er længere fra en beslutning om fremtiden efter kaotisk grandprix-weekend i Rusland

Kevin Magnussen vil køre ræs i 2016, så endnu et år som McLaren-reserve kommer ikke på tale. (Foto: Allover)
Kevin Magnussen vil køre ræs i 2016, så endnu et år som McLaren-reserve kommer ikke på tale. (Foto: Allover)

- Hvis jeg venter på et Formel 1-team helt til december igen, og de 22. december siger, at der ikke er noget, står jeg i lort til knæene igen.

Så bramfrit opridsede Kevin Magnussen sin situation over for Ekstra Bladet på Monza for godt en måned siden.

Den danske racerkører bremser ganske vist senere end de fleste før et sving, men i kontrakt-ræset kan han blive tvunget ud i en senere beslutning, end han umiddelbart bryder sig om, hvis drømmen om Formel 1 skal følges til dørs.

Mens kørerkabalen på næste års grid langsomt falder på plads, forsvinder de attraktive pladser i andre løbsserier stille og roligt. Selv om kontrakter kan indeholde klausuler, hvor danskeren kan komme ud af den, hvis der dukker et Formel 1-sæde, er det ikke optimalt.

Med sådanne undtagelser signalerer man ikke ligefrem, at man har sat sin autograf på ønskejobbet.

Reelt har Kevin Magnussen en chance tilbage for Formel 1 i 2016. Og det er hos Lotus F1-team i Enstone, hvor man ikke just har travlt med at finde afløseren for Romain Grosjean.

Weekenden i Sochi bragte nemlig ingen afklaring om, hvorvidt Enstone igen skal være Renaults fabrikshold.

Tværtimod.

Se også: F1 i motorkrise: Ferrari afviser Red Bull

Trods omfattende forhandlinger har hverken Red Bull eller Renault besluttet sin fremtid i sporten, så Lotus ved endnu ikke, om de er købt eller solgt.

Kørervalget har derfor ikke førsteprioritet, og slet ikke når der er en del interessante på markedet. Deriblandt Kevin Magnussen, Jean-Éric Vergne, Jolyon Palmer og den nykårede GP2-mester Stoffel Vandoorne.

Ingen snarlig afklaring
Kevin Magnussens manager Dorte Riis Madsen ønsker ikke at forholde sig til forhandlingerne med teams i og uden for Formel 1. En kontrakt-underskrivelse for 2016 ligger dog ikke lige for.

- Vi havde håbet på en afklaring inden for de næste uger, men ved ikke med sikkerhed, hvornår den kommer, siger hun til Ekstra Bladet.

Se også: Svært valg hos Lotus: Kevin blandt flere 'indbydende' kørere

Udover Lotus har miniputten Manor har også to ledige Formel 1-sæder. Men Kevin Magnussen er ifølge Ekstra Bladets oplysninger ikke i spil til en plads på, hvad der i den kommende sæson bliver en slags B-hold for Mercedes.

Heller ikke endnu en sæson som reservekører for McLaren-Honda har interesse. Den 23-årige vil tilbage, hvor han føler sig bedst tilpas: bag et rat. Også selv om det ikke bliver i en Formel 1-racer.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Hvis Kevin Magnussen skal sparke liv i Formel 1-karrieren er bedste bud hos Renault. (Foto: Jan Sommer) Formel 1 - 1. okt. 2015 - kl. 06:35 På vej ud hos McLaren: Kevin all-in på Renault

1. oktober vurderede Ekstra Bladets sportsjournalist Jonas Hüttel Kevins fremtidsmuligheder

19 kommentarer
Vis kommentarer