Konservative Formel 1-fans med styr på historien og gamle værdier vil næppe synes om det, men hvis man vurderer ud fra underholdningsværdien er forsøget med at gøre kvalifikation til et sprintløb kommet for at blive.
Eksperimentet leverede et actionbrag foran et udsolgt Silverstone med både store vindere og tabere.
Max Verstappen (Red Bull) bliver i historiebøgerne noteret for pole-position, selv om Lewis Hamilton (Mercedes) var hurtigst under fredagens tidtagning.
Hollænderen tog straks føringen i det 100 kilometer lange sprintløb, som fastlægger gridden til søndagens løb, og Hamilton formåede aldrig at slå igen.
Efter briten følger Mercedes-teamkammeraten Valtteri Bottas og Ferraris Charles Leclerc.
Fordel ved konceptet er, at stemningen var intens allerede fra fredag med den indledende kvalifikation, hvilket Lewis Hamilton bemærkede som det første.
- Det var rigtig sjovt at køre tidtagningen fredag, og vi skal gøre mere af sådan noget i fremtiden, siger den syvfoldige verdensmester.
Særligt en kører er næppe lige så begejstret for eksperimentet.
Sergio Pérez blev nemlig den store taber.
Ovenpå en stærk periode for Red Bull starter mexicaneren sidst. Gennem de hurtige Maggots, Becketts og Chapel-sving mistede han kontrollen over raceren og spandt af banen.
Han røg ned bagerst i feltet, før Red Bull til sidst trak ham ud med skade på bilen.
Ferraris Carlos Sainz fik også en svær lørdag, da spanieren kørte af efter kontakt med den lokale helt George Russell.
Sainz var nede at vende 18. pladsen og starter 11’er.
Dommeren ser på den episode efterfølgende, så der er ingen garanti for, at Russell får lov til at beholde sin ellers fornemme niendeplads for Williams.
Men netop sådanne overraskelser er hele pointen med at køre et andet kvalifikationsformat på udvalgte baner.
Hos Alpine F1 gamblede man med bløde dæk til start, hvilket gav pote.
Fernando Alonso var flyvende på første omgang og helt oppe som femmer. Den spanske veteran starter løbet som syver, hvilket er fire placeringer bedre end hans tid fra fredag.
Også kollegaen Esteban Ocon vandt tre pladser og starter tier.
Sprintforsøget gavnede også Alfa Romeo, som er bedre i løb end til kvalifikation. Kimi Räikkönen rykker fire pladser frem til 13. pladsen.