Efter Kevins møgkval - nu venter årets hårdeste race

Der venter Kevin Magnussen en hård dag på kontoret i Singapore

Kevin Magnussen kan se frem til en varm dag på kontoret. Foto: Ritzau Scanpix
Kevin Magnussen kan se frem til en varm dag på kontoret. Foto: Ritzau Scanpix

SINGAPORE (Ekstra Bladet): Årets mest krævende race. Og det bliver det ikke kun, fordi Kevin Magnussen starter skuffende langt bagude. 

En ting, Formel 1-kørerne kan blive enige om er, hvilket løb som der stiller de største krav.

- Det er varmt, og du arbejder hele tiden. Svingene ligger tæt, og der er 22-23 af dem. Du kører ikke særlig hurtigt, så du kommer gennem de her 305 km langsomt, og løbet varer lang tid. Det er bare udmattende, forklarer Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.

Hvert år er det spørgsmål om, hvorvidt det ternede flag skal frem efter 61 omgange, eller når der er kørt to timer.

Den danske F1-kører har barske minder fra Singapores gader, hvor han har scoret nogle af karrierens mest krævende point. I 2014 gik en pakning i McLaren-raceren og forvandlede sædet til en kogeplade. Drikkesystemet fejlede for Renault i 2016, så danskeren sikrede sin tiendeplads uden en eneste tår vand. 

Både væskebalancen og varmen har kørerne og deres trænere særligt fokus på fra ankomsten.

- Når vi træner her, gør vi det ude i stedet for inde i aircondition for at vænne ham til varmen. Og det er meget fokuseret omkring kvalifikations- og løbstid, så kroppen vænner sig til, at den skal være optimeret og klar omkring de her otte-ni-tiden om aftenen, fortæller Jakob Hovgaard, personlig træner for den danske racerkører.  

- Ellers handler det om væske. At han ikke bare drikker vand, men også får elektrolytter og holder sin saltbalance.

16. pladsen i kvalifikationen gør dog ikke ligefrem grandprixet nemmere at komme igennem. 

Slet ikke når overhalinger på Marina Bay Circuit er notorisk svære.

- Jeg scorede point her i 2016 efter at have kvalificeret som 17’er, så alt kan ske. Jeg afskriver aldrig søndagen, men du ønsker, at lørdagen skal være god, konstaterer Kevin Magnussen.

FAKTA: Singapores Grand Prix

 

På grund af 23 sving fordelt på godt fem kilometer er Marina Bay Street Circuit en af kalenderens langsomste baner. 84 gange på en omgang skifter kørerne gear; det er cirka én gang per 60 meter. 

Der har været mindst en safetycar i samtlige udgaver af løbet - sidste år var der tre!

Temperaturen falder til aften fra grader i midt 30’erne til slut 20’erne. Læg dertil en luftfugtighed på op mod 90 procent, når det går vildest for sig. Kørerne mister op til tre kilo væske under løbet.

Alle bliver på europæisk tid, så som tommelfingerregel forgår alt i Singapore seks timer senere end til et europæisk løb. Lørdagens kvalifikation sluttede klokken 22.00 lokal tid - løbet lidt senere. Pressemøder fortsætter til over midnat, og der arbejdes i garagerne til de lyse timer om morgenen.

Kevin Magnussen står derfor op over middag. Spiser morgenmad først på eftermiddagen, frokost omkring klokken 19.00 og får aftensmad ved midnatstid.

Se også: Haas søger forklaring efter mystisk kval

Se også: Kevin slået med et mærkeligt sekund: Det gav INGEN mening

Se også: Flop i Singapore: Sæsonens lavpunkt for Kevin

 

35 kommentarer
Vis kommentarer