Eks-verdensmester: Alonsos McLaren-skifte var en klar fejl

Jacques Villeneuve sår tvivl om, Fernando Alonso nogensinde kommer til at vinde et løb igen, efter at spanieren er skiftet til McLaren-Honda

Fernando Alonso burde ifølge Jacques Villeneuve ikke have forladt Ferrari til fordel for McLaren-Honda- (Foto: AP)
Fernando Alonso burde ifølge Jacques Villeneuve ikke have forladt Ferrari til fordel for McLaren-Honda- (Foto: AP)

Da Fernando Alonso i fjor satte sin underskrift på en toårig kontrakt med McLaren-Honda, lod han sig indirekte overhale indenom af adskillige konkurrenter i Formel 1-feltet. Og det helt og aldeles uden kamp.

For materiellet har ingenlunde matchet den tidligere verdensmesters formåen bag et rat, og starten på sæsonen har for Alonsos vedkommende ikke kastet andet end nedbrud og nedslående resultater af sig. Honda-motoren har været ustabil og uden nævneværdig kraft, hvilket med al tydelighed har bremset spanieren.

Den forhenværende Ferrari-stjerne har endnu sit første point til gode hos McLaren-Honda, og ifølge den tidligere Formel 1-verdensmester Jacques Villeneuve kan spanieren komme til at vente længe, før han oplever succes hos sin nye arbejdsgiver. Hvis det da overhovedet kommer til at ske.

- Det var en klar fejltagelse at forlade Ferrari. Han (Alonso, red.) kunne have haft tre eller fire år mere hos dem og derefter indstillet karrieren eller gået til McLaren til den tid, hvis han ønskede at vinde med dem, som han gjorde det i 2007, siger Jacques Villeneuve til spanske AS.

Se også: F1-mastodont bekymret for Alonso: Noget stemmer ikke

Står det til canadieren, er fremtidsudsigterne således dyste for Alonso, der fra bagenden i feltet har måttet sande, at Ferrari har forbedret sig markant, hvilket har fået motivet for afskeden med det italienske team til at fremstå som et større paradoks.

- Med sit skifte kan Alonso risikere at have afsluttet sin karriere. Han kommer muligvis ikke til at vinde flere titler eller sågar løb, lyder dommen fra Jacques Villeneuve.

Fernando Alonso har indtil videre kun stillet til start i tre ud af sæsonens første fire løb for McLaren-Honda, eftersom spanieren måtte stå over i det australske grandprix grundet en ulykke i en testkørsel på Circuit de Catalunya i februar.

Se også: Slår Rooney stort: Så rig er Lewis Hamilton

Det fatale møde med autoværnet lader dog ikke til at føje ham kvaler længere, og han kan blot håbe på, at tilfældet fremover bliver det samme, når det gælder McLaren-Honda-raceren. 

Næste gang, den skal luftes, bliver det på selvsamme bane, som uheldet indtraf, når det spanske grandprix køres i weekenden 8.-10. maj.

28 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere