Ekstrem situation: Uset mængde spild

Dækfabrikanten Pirelli må kassere 1800 ubrugte dæk på grund af Formel 1-aflysningen i Australien

Pirellis dæk kan kasseres. Her snakker Pirelli-chef Isola med Haas' ditto, Günther Steiner. Foto: Jan Sommer
Pirellis dæk kan kasseres. Her snakker Pirelli-chef Isola med Haas' ditto, Günther Steiner. Foto: Jan Sommer

Formel 1-sæsonen skulle være indledt i weekenden i Australien, men også det fik coronavirussen sat en stopper for.

Længe lignede det ellers, at løbet ville blive kørt, og den sene aflysning betyder en masse spildte resurser.

Dækfabrikanten Pirelli kan således fortælle, at man er nødt til at kassere intet mindre end 1800 monterede dæk, fordi aflysningen først kom fredag.

- Vi var færdige med at montere dækkene torsdag eftermiddag, og så måtte vi afmontere alt igen, siger Pirelli-chef Mario Isola til Motorsport.com.

Og dækkene kan ikke bruges igen til et andet løb. Det skyldes risikoen for, at der kan opstå bittesmå skader, når dækkene fjernes fra fælgen.

Ved løb i Europa kan monterede dæk transporteres via vej, så de kan genbruges, men det er umuligt ved oversøiske løb som det i Australien.

Til de kommende grandprixer er der foreløbig ingen problemer - med mindre aflysningen igen kommer i sidste øjeblik.

- Dækkene til Bahrain og Vietnam er der allerede, men de bliver ikke noget problem.

- Vi bruger søfragt til de fleste dæk, og de er i termisk kontrollerede containere, så det er som at have dem på lager.

- Hvis der bliver yderligere aflysninger, så kan vi bruge dem et andet sted. Det eneste problem er dæk, der allerede er monteret, siger Pirelli-bossen.

Han lover, at man i fremtiden i samråd med fabrikanten af fælge vil forsøge at finde en måde, hvor man kan afmontere dæk og stadig køre på dem.

Som det er nu, så ryger dækkene dog ikke direkte i skraldespanden.

- Vi knuser dækkene for at få dem i færre containere, og så sender vi dem tilbage til England, hvor vi genanvender dem i en cementfabrik.

- Vi brænder dem ved høj temperatur og skaber energi, men ikke forurening.

- Vi undersøger mange mulige måder til genanvendelse af Formel 1-dæk, men i øjeblikket er det sådan, vi gør, siger Isola.

Ved normale Formel 1-løb uden for Europa kasserer man omkring 560 dæk, hvis der ikke er vejrproblemer, men med 1800 kasserede dæk i Australien er der altså tale om en hidtil uset mængde spild.

34 kommentarer
Vis kommentarer