Ekstremt vejr truer grandprix

Frederik Vestis Formel 3-løb blev fremrykket på grund af et uvejr lørdag, som kan gøre det umuligt at afvikle Formel 1-kvalifikation

I sandhed er der tale om stilhed før stormen på Sochi Autodrom. Meteorologerne lover en voldsom front til weekend med både kraftig vind og store mængder nedbør.

Programmet presses yderligere af, at der undtagelsesvis skal afvikles tre løb i både Formel 3 og Formel 2 ved siden af Formel 1.

Allerede fredag begyndte holdene at indstille sig på, at kvalifikationen kunne blive udskudt til lørdag aften eller sågar søndag.

For at give lidt luft blev det første sprintløb i Formel 3 fremrykket en dag.

Frederik Vesti kæmper for at nå tredjepladsen i mesterskabet og kan med en perfekt weekend nå andenpladsen.

Den danske Mercedes-kører kvalificerede sig i F3-sæsonfinalen som nummer fire. Han startede derfor nier i første sprintløb og avancerede en enkelt position. Det udløser fire point og en femteplads til anden sprint.

Sochi og Sortehavet viste sig fra sin bedste side fredag, men henover natten rykker en voldsom front ind over området. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix
Sochi og Sortehavet viste sig fra sin bedste side fredag, men henover natten rykker en voldsom front ind over området. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix
 

Med en andenplads sikrede den norske Red Bull-junior Dennis Hauger mesterskabet med to resterende løb. Tredje titel i træk til Prema-teamet, som har domineret totalt, siden F3-klassen blev skabt i 2019.   

I Formel 2 fortsatte Christian Lundgaards skrækkelige sæson. Han så ud til at have nogenlunde styr på sin teamkammerat, men i fjerde og sidste forsøg rykkede Theo Pouchaire frem på tredjepladsen i kvalifikationen, mens Lundgaard fejlede og kun kørte 12. hurtigste tid.

Fredagen bød på gode nyheder til næste sæson, hvor der højst sandsynligt vil være minimum en dansker i Formel 2.

Frederik Vesti arbejder på at få sit budget på plads til at rykke en klasse op, mens F2 for tredje år i træk er backup-planen for Christian Lundgaard, hvis et amerikansk eventyr glipper.

Frederik Vesti ligger på en del femteplads før sæsonfinalen og håber satser på at avancere mindst to pladser i mesterskabet. Foto: Getty/FIA Formula 3
Frederik Vesti ligger på en del femteplads før sæsonfinalen og håber satser på at avancere mindst to pladser i mesterskabet. Foto: Getty/FIA Formula 3
 

På en fælles pressekonference annoncerede F1-bossen Stefano Domenicali og chefen for F2 og F3, Bruno Michel, at man skrotter det nuværende format med tre løb per weekend.

Sportsligt har kørerne hadet at skulle køre to sprintløb med omvendte grids, og for fans har systemet var temmelig forvirrende. Der har også været alt for lang tid mellem løb for kørerne.

Man gjorde det for at spare penge, men fra næste år kører F2 og F3 igen de samme weekender og mere jævnt fordelt henover sæsonen. Dog beholder man konceptet med at køre juniorkategoriernes hovedløb lige før søndagens Formel 1-grandprix.

ØJ! Her går det galt: Hamilton rammer mekaniker og sender ham direkte i asfalten