Elendig timing

Coronapausen bød på en kører-rokade uden deltagelse af Kevin Magnussen. Men den danske Formel 1-kører holder snuden i sporet og tror stadig på, at hans tid kommer

Kevin Magnussen satser sin fremtid på Haas og håber at være i Formel 1, når de nye biler introduceres i 2022. Foto: Zak Mauer/Haas F1 Team
Kevin Magnussen satser sin fremtid på Haas og håber at være i Formel 1, når de nye biler introduceres i 2022. Foto: Zak Mauer/Haas F1 Team

Sebastian Vettels exit fra Ferrari kom på det værst tænkelige tidspunkt for Kevin Magnussen. Oven på Haas’ skrækkelige 2019-sæson var den 27-årige dansker ikke i spil til den omfattende rokade, som foruden det italienske storhold også betyder ændringer hos McLaren og Renault.

For at bruge Magnussens egne ord er det ikke noget at tude over. Han tror stadig på fremtidige podier og sejre; enten for Haas efter nye biler introduceres i 2022 eller et andet sted på gridden.  

- Jeg er stadig et sted, hvor jeg fokuserer på det, jeg har hos Haas, siger Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.

- Jeg tænker mere over de ting, der sker i Formel 1 som det kommende budgetloft og regler om udvikling af aerodynamik i forhold til, hvilket nummer du bliver i mesterskabet. Det er meget mere spændende for mig. Jeg fokuserer mere på det, men holder selvfølgelig øje med, hvad der sker, siger Magnussen og understreger, at Haas under alle omstændigheder gennem en option i kontrakten har førsteret til hans arbejdskraft i 2021.

- Jeg kan ikke gøre så meget andet end at levere på banen og håbe, at de tager den.

- Men som så mange andre kørere har du også drømt om det Ferrari-sæde eller andre tophold ...

- Det gør jeg også, og det har jeg heller ikke lagt skjul på. Det handler også meget om timing. Sainz havde et rigtig godt år sidste år og bragede virkelig igennem. Havde det været efter 2018, kunne det være, at jeg havde været mere i spil.

- Virkeligheden er bare, at sidste år ikke var særlig godt for os. Selv om jeg personligt følte, at jeg havde en god sæson, kan det godt være svært for andre udenfor at se. Så det er klart, at Ferrari går med det sikre valg. Med den gode sæson, Sainz havde, er det mere oplagt.

Carlos Sainz havde moment ovenpå sin gode sæson i 2019 og var et oplagt valg for Ferrari, mener Kevin Magnussen. Om end danskeren selv mener, at han kunne udfylde samme rolle. Foto: Loren Elliott/Ritzau Scanpix
Carlos Sainz havde moment ovenpå sin gode sæson i 2019 og var et oplagt valg for Ferrari, mener Kevin Magnussen. Om end danskeren selv mener, at han kunne udfylde samme rolle. Foto: Loren Elliott/Ritzau Scanpix
 

- Jeg er heller ikke urealistisk. Jeg ser tingene, som de er. Jeg hviler i mig selv og ved, at jeg kunne løfte opgaven. Men jeg sidder ikke og tuder over det, når det ikke går min vej. Jeg må bare holde klampen i bund og blive ved med at tro på det. Gøre det, jeg ved, jeg kan. På et tidspunkt kommer chancen eller også gør den ikke ...  

- Jeg har mine drømme og visioner. Men jeg tager det egentlig et år eller to ad gangen og ser, hvad jeg kan gøre lige nu. Jeg har mit hovedsageligt mål om at blive verdensmester i Formel 1, som jeg har haft, siden jeg var helt lille. Indtil videre er det ikke umuligt. Så længe jeg ikke selv føler, det er umuligt, bliver jeg ved.

Her kan du blive klogere på, hvordan resten af 'silly season' i 2020 vil udspille sig (+), og denne artikel fokuserer på hvorfor det var alt andet end resultaterne på banen, der gjorde, at Ferrari valgte Carlos Sainz uden at tage Kevin Magnussen under overvejelse (+).

17 kommentarer
Vis kommentarer