Engelsk avis: Kevin favorit til McLaren-sæde

McLaren er så hårdt presset økonomisk, at Jenson Button er på vej ud, skriver engelsk avis

Det lysner for Kevin Magnussen, som i denne sæson mest har siddet i simulatoren og analyseret data for Fernando Alonso og Jenson Button. (Foto: All Over Press)
Det lysner for Kevin Magnussen, som i denne sæson mest har siddet i simulatoren og analyseret data for Fernando Alonso og Jenson Button. (Foto: All Over Press)

Hvis man skal tro Daily Telegraph, er der lidt at lune sig på for danske Formel 1-fans i almindelighed og Kevin Magnussen i særdeleshed, efter at det danske racertalent har siddet på sidelinien hele sæsonen uden at køre hverken det ene eller andet.

McLaren er ifølge avisen så hårdt presset på pengepungen, at Jenson Button kan være stærkt på vej ud. Den engelske veteran har i den forgangne sæson tjent otte millioner pund (83 mio. kr.) - men hvis McLaren vælger at udløse optionen på endnu et kontraktår til den 35-årige englænder, skal han have en årsløn på 12 millioner pund (124 mio. kr.).

Men der mangler sponsorkroner i McLaren-kassen, og de sportslige resultater har været så pauvre - med en uhørt 9. plads i kontruktørernes VM - at der også har manglet mange præmiepenge.

Se også: Stålsat Kevin: Fandme nej til endnu et år som dette

McLaren er ifølge Daily Telegraph - og flere andre engelske aviser - så desperate efter at skære ned på udgifterne, at det meget vel kan kostede Button jobbet. For 22-årige Kevin Magnussen skal blot have en million pund om året, lidt over 10 millioner kroner. Der kan med andre ord spares over 100 millioner kroner på årsbudgettet med Magnussen i McLaren-sædet.

Det andet McLaren-talent, Stoffel Vandoorne, har med suveræne præstationer i GP2 også lagt billet ind på Buttons sæde, men ifølge Daily Telegraph er han ude af billedet:

- Stoffel Vandoorne, som har domineret GP2, har været favorit til sædet, men han vil enten blive McLarens testkører, eller køre for et andet hold, konstaterer avisen tørt.

Fernando Alonso tjener 25 millioner pund om året (260 mio kr.), men spanieren har en længere kontrakt, som ikke uden videre kan opsiges.

Historien er en tiltrængt opmuntring for Kevin Magnussen, der for nylig kunne se Kimi Räikkönen underskrive en ny Ferrari-kontrakt, hvilket forhindrede den helt store kørerrokade i Formel 1, som kunne have udløst et sæde til ham.

Efter Kimi-nyheden gik Button ud og erklærede sin uforbeholdne støtte til Kevin Magnussen som fremtidig McLaren-kører, ikke mindst begrundet i, at selvom de var konkurrenter til det samme sæde sidste år, har Magnussen været en stor hjælp for både Button og teamet i denne sæson. Det kan have været Buttons måde at bringe sin unge ven og kollega i spil til det sæde, han måske bliver tvunget til at opgive.

Se også: Button støtter Kevin efter skidt kontrakt-nyhed

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

34 kommentarer
Vis kommentarer