F1-boss ligeglad med menneskeret og pressefrihed: Vi kører efter pengene

- For at være helt ærlig. Jeg er ligeglad. Vi kører ræs, og sådan er det. Hvordan du får dit visa, er dit problem, sagde Toro Rossos teamchef, da spørgsmålene gik næste års grandprix i Aserbajdsjan

Franz Tost, øverst til venstre, stjal showet under teamchefernes pressekonference. (Foto: All Over Press)
Franz Tost, øverst til venstre, stjal showet under teamchefernes pressekonference. (Foto: All Over Press)

Formel 1 er big business og ingen velgørende organisation, men selv i den sammenhæng faldt der nogle mildest talt markante udtalelser på teamchefernes pressekonference under Ungarns Grand Prix.

Hen mod slutningen drejes spørgsmålene ind på, hvordan grandprixerne forsvinder fra de store europæiske lande og erstattes af løb i lande som Aserbajdsjan, som i 2016 er vært for sit første grandprix.

En oliestat, hvor oppositionspolitikere arresteres, folk forsvinder, og pressefrihed er et ukendt fænomen. Senest under det europæiske OL i forsommeren fik udvalgte kritiske journalister slet ikke adgang.

Hvilket Toro Rossos teamchef Franz Tost er pænt kold i røven over.

- Jeg kender ikke baggrunden, men for at være helt ærlig. Jeg er ligeglad. Vi kører ræs, og sådan er det. Hvordan du får dit visa, er dit problem, sagde østrigeren.

- Vi tager derhen for at underholde og ikke af politiske årsager. Samme debat havde vi for nogle år siden med Bahrain. Vi kan ikke involvere os i politiske emner i noget land. Formel 1's grundlæggende mål som sport er at underholde folk, medbringe et godt show og forhåbentlig levere et ræs.

- Hvis vi blev trængt op i et hjørne og sagde, o.k., vi kører ikke i lande, hvor pressefriheden ikke er på et bestemt niveau, så ved jeg ikke, hvor vi ville kunne køre? Vi ville få problemer med Kina, ligeledes med Rusland og måske også Brasilien, siger Tost. 

I et lille hus på landet. Matematiklæreren inviterede Ekstra Bladet på besøg. Foto: Ole Steen Sport Bagsiden af Baku: 80.000 hjem jævnet med jorden

Samme diskussion var oppe at vende sidste år i forbindelse med grandprixet i Rusland, efter Bernie Ecclestones gode ven Vladimir Putin havde annekteret Krim-halvøen. Her svarede teamcheferne undvigende - også på hvor grænsen gik, og om de ville køre i Nordkorea ...

Franz Tost var lige så klar i mælet, når det gjaldt det aflyste grandprix i Tyskland, og italienernes økonomiske kvaler med at fortsætte med ræs på Monza. Kun velbesøgte Silverstone i Storbritannien klarer sig uden offentlig støtte, mens alle andre grandprixer får økonomiske indsprøjtninger.

- Det handler om, hvorvidt arrangørerne har penge til at arrangere et grandprix, ja eller nej. Frankrig har ikke pengene, og derfor har vi ikke et grandprix der.

- Vi er nødt til at tage til lande, som har råd til Formel 1, så simpelt er det. Hvis de ikke har råd til det, så tager vi ikke derhen. Jeg er ligeglad med, om vi kører i Tyskland, Italien eller et andet sted. Vi er nødt til at køre, hvor den økonomiske situation tillader det, mener Toro Rosso-chefen, der har mægtige Red Bull i ryggen.

Der blev hverken sparet på fyrværkeriet eller symbolerne, da værterne trykkede den af ved åbningsceremonien. (Foto:Ole Steen) Jan Jensen Brænder milliarder af på forlorent OL

Franz Tost får ingen priser af Amnesty eller Human Rights Watch for sine udtalelser. (Foto: All Over Press)
Franz Tost får ingen priser af Amnesty eller Human Rights Watch for sine udtalelser. (Foto: All Over Press)
 

Panelet var ikke 100 procent enige i det synspunkt.

Miniputten Manors teamchef Graeme Lowdon mente, at visse historiske grandprixer bidrog lige så meget til Formel 1 som de ikoniske hold.

- Hvis vi kun jagter indtægter, så vil sporten uden tvivl æde sig selv. Så der er en balance, som forhåbentlig kan indeholde både ikoniske teams og ikoniske grandprixer, sagde Lowdon.

2016-kalenderen indeholder igen det tyske grandprix, mens Italiens Grand Prix er i fare for at falde ud af kalenderen.

Kun Monaco har særstatus, men Mercedes-bossen Toto Wolff så gerne, at der blev taget særlige hensyn til andre end blot fyrstedømmet.

- Min personlige holdning er, at de ikoniske og historiske grandprixer er vigtige for sporten, men der er en svær balance, når der også skal sikres indtægter til sporten og holdene. For os er det tyske grandprix ekstremt vigtigt, og det samme er Monza og Spa. Fra vort perspektiv vil det være godt at bevare dem, siger Wolff.

Foto: Jan Sommer Formel 1 Her er de nye løb på Formel 1-kalenderen

9 kommentarer
Vis kommentarer