1. Nyt koncept til bilerne
Bedre og tættere racering med biler, der kan følge og overhale hinanden, er udgangspunktet for 2021-reglerne. For første gang i Formel 1’s historie har man brugt to år på at undersøge forskellige løsninger til at give bedre racerløb. Man er endt med at vende tilbage til et koncept, som hedder ‘ground effect’, og som blev gjort forbudt i 1983. Her skaber man bilens downforce under den. Sammen med andre regler mindsker den turbulens og beskidt luft bag bilerne, som lige nu gør det så svært at ligge en konkurrents slipstrøm. Ifølge F1 vil 2021-bilerne kun miste 15 procent af sin downforce, når den er en billængde fra en rival. Lige nu er det over 50 procent.
2. Budgetloft
Mere fair og lige konkurrence er endemålet, når Formel 1 indfører et budgetloft på 175 millioner dollar, hvor en række store poster som kørerlønninger og marketing er undtaget. Det er stadig langt mere, end Liberty Media ønskede sig, og end midterholdene bruger. Foreløbigt gælder det to år, og planen er at sænke det yderligere, for det kommer ikke til at gøre den store forskel til start.
3. Kortere weekender
Liberty Media hævder at vælge kvantitet over kvalitet, men ikke desto mindre giver reglerne mulighed for op til 25 grandprixer. Næste år sættes rekord med 22. En løbsweekend begynder nu allerede om torsdagen med autografskrivning og pressearbejde. Fra 2021 sløjfes torsdagen, og de aktiviteter pakkes ind fredag formiddag med to træningssessioner om eftermiddagen. Det gøres for, at teams kan ankomme en dag senere til løbene.
4. Markant anderledes look
Visuelt ændrer bilerne sig meget. Frontvingerne bliver simplere med svalevingerne for enderne, hvilket hjælper til at mindske den beskidte luft bagved. Siderne bliver helt renset for de såkaldte ‘bargeboards’, som er disse indviklede aerodynamiske karbonstykker. Pirelli er stadig dækproducent, men skal lave større 18 tommers lavprofildæk. Bagvingen ændres også. Den indeholder stadig DRS til start, men målet er på sigt at afskaffe disse kunstige overhalinger.
5. Talenttvang
Som test bliver begrænset, er det svært for unge kørere at få chancen i Formel 1-racere. Fra 2021 skal holdene benytte en ung kører i sæsonens ene test. Nok så vigtigt SKAL de bruge en ung kører i to fredagstræninger i løbet af året. Også teams som Mercedes, Ferrari og Red Bull.
6. Langsommere og tungere
Vægten stiger fra 743 til 768 kg, hvilket ikke er optimalt, men nødvendigt for at beholde de nuværende motorer. Noget af den ekstra vægt kommer fra motoren, som kun må bygges med standard-metaller og ikke nogle af de omkostningstunge og mere ædle metaller, som producenterne leger med. Forventningen er, at 2021-racerne bliver 3-3,5 sekunder langsommere end nuværende, hvilket, som den sportslige chef Ross Brawn pointerede, er på niveau med 2016-bilerne.
7. Presbold til holdene
Som noget helt nyt skal bilerne først gennem teknisk kontrol fredag morgen. Først og fremmest sparer man en dag, så mekanikerne kan ankomme senere. Men en anden regel sættes i værk, så den bil, man møder op med, er samme bil, som man skal bruge lørdag og søndag. Holdene må stadig teste nye dele under træningerne, men de skal allerede fredag, før de har været på banen, beslutte, hvilke dele der skal bruges til kval og løb. Ideen er at spare penge, så nye dele ikke konstant flyves ind, og samtidig sænke farten, hvormed de rigeste teams kan udvikle deres biler gennem sæson.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
- De ser cool ud
AUSTIN (Ekstra Bladet): - De ser cool ud, var Kevin Magnussens umiddelbare kommentar, da han så billederne af 2021-racerne.
Men ellers havde danskeren ikke haft tid til at nærlæse regelændringerne. Som kørernes tillidsmand i foreningen GPDA har kollegaen Romain Grosjean været nærmere på processen.
Kørerne har været enige om fire punkter for at gøre F1 bedre. Franskmanden er tilbageholden med konklusioner efter at have set det endelige resultat.
- Lad os vente, indtil det bliver sat i værk. Et af vores punkter var aerodynamisk følsomhed. Undersøgelser er lavet, og når bilerne kommer på banen, får vi de ægte svar, men jeg synes, Ross og hans team har gjort et godt stykke arbejde, siger Grosjean.
- Vægten er gået op, og det går vi ikke ind for, men V6-hybriderne er meget tunge. Der er et batteri, så de vil altid være tunge. Måske kommer der et teknologisk fremskridt, så vi kan spare 50 kilo.
- Fordeling af penge. Det er den store. Lad os se, hvilken effekt det får. Og endelig dæk. Det arbejdes der med, smiler franskmanden, der ligesom kollegaerne generelt IKKE er begejstrede for Pirellis dæk.
Rygterne svirrer: Ferrari snød sig til topfart