F1-verdensmester overrasker: Han er mit store idol

Lewis Hamilton ser bort fra sin egen branche, når han skal sætte navn på sin helt store favorit i sportsverdenen

Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton har Muhammed Ali som sit store idol. (Foto: PA Photos)
Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton har Muhammed Ali som sit store idol. (Foto: PA Photos)

Den nykårede Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton gav resten af feltet en solid knockout i den forgangne sæson, hvor briten med 10 grandprix-sejre endte øverst på podiet i over halvdelen af løbene.

Mercedes-køreren har takket være kølighed kvast sine konkurrenter, ageret aggressivt, når det var alvor og forsvaret sig formidabelt, hvis der var fare på færde.

På den måde kan der godt drages sammenligninger mellem den succesfulde brite og den idrætsmand, som han ser allermest op til. En legende, der imidlertid begik sig i en helt anden sport, mens han var aktiv.

Eddy Merckx, Michael Jordan og Roger Federer har alle en plads på listen over verdens 100 største sportsnavne. Spørgsmålet er, hvor langt fremme de skal være... (Foto: AP) Sport Hvem er historiens største sportsstjerne?  

Valget falder således på bokseren Muhammed Ali, når Lewis Hamilton skal sætte navn på sit store idol. Det kom ifølge thisisf1.com frem, da Formel 1-stjernen deltog i en pressekonference i forbindelse med det internationale motorsportsforbunds (FIA) årlige prisuddeling.

- Muhammed Ali har altid været min favorit, fortalte Hamilton, der samtidig bekendtgjorde, at han har en svaghed for andre hestekræfter end de, der er at finde i Formel 1-verdenen.

- Jeg har fortsat mulighed for at følge en masse sportsgrene. Jeg elsker at se MotoGP. Jeg holder af motorcykler, siger han.

Selv ser han dog frem til en tid, hvor der for en sjælden gangs skyld ikke ventes at være meget fart på tilværelsen. En lang sæson, hvor han har tilbagelagt adskillige tusinde kilometer i sin Mercedes såvel som et utal af flyvninger for at nå verden rundt til de respektive løb og tests, har nået til vejs ende.

Kevin Magnussen har tidligere fået hård kritik af Mika Häkkinen. (Foto: Jonas Olufson) Formel 1 Legendens råd til Kevin: Hold dig fra ballade

- Det har været ligesom at befinde sig i en tornado, og jeg ser frem til pausen, der nu kommer, hvor jeg med sikkerhed vil benytte tiden til at feste, siger Hamilton.

I det nye år bliver det dog hurtigt hverdag igen, og til marts skydes 2015-sæsonen traditionen tro i gang på australsk asfalt, hvor verdensmesteren indleder sit forsvar af titlen i Melbourne. 

En mission, han tror på, kan blive fuldført med succes, omend udfordringerne er til at føle på og presser sig på både internt og eksternt.

- Nico Rosberg vil komme tilbage stærkere end tidligere, og jeg har behov for at gøre det samme i bestræbelserne på at forblive foran ham.

- Daniel Ricciardo har gjort et fantastisk stykke arbejde, og det bliver interessant at se, hvad Fernando Alonso kan gøre i sin nye bil, siger Hamilton.

Savner du allerede  suset fra Formel 1? Se højdepunkter fra sæsonen her:

0 kommentarer
Vis kommentarer