Start din mandag, som Kevin Magnussen startede Ruslands Grand Prix, lød det fra den officielle F1-konto som tekst til videoen af danskeren fantomstart i Sochi, hvor den 27-årige dansker snuppede ni positioner på første omgang.
Selv om der skal mere til for at score point i en VF-20'er, når 18 biler gennemfører, er det netop starten de internationale medier hæfter sig ved i deres karaktergivning efter weekendens grandprix.
Mest positive er The-Race, hvor den tidligere Autosport-redaktør Edd Straw nu er både lærer og censor. Efter at have domineret under træning skuffede kvalifikationen, hvor Magnussen ikke fik varmet dækkene op optimalt og tabte duellen til Grosjean, så danskeren får karakteren 8,0.
- Magnussen leverede endnu en første omgang-specialitet og kom op på niendepladsen. Derfra handlede hans løb om at udsætte de uundgåelige tab af placeringer.
- Det begyndte med Kvyat, som kom foran i første stint. Selv om han gjorde det strålende på en konventionel et-stopper, kunne Magnussen ikke holde Giovinazzi og den markant hurtigere Albon bag sig, siger The Race og konkluderer:
- Kvalifikationen var lidt skuffende, men han kørte et stærkt løb for at holde point inden for rækkevidde.
Tyske Auto-Motor-und-Sport, Sky F1, Crash.net samt Autosport uddeler alle karakteren syv af ti, hvilket er lige inde i bedste halvdel.
Fantomstarten er naturligvis et tema for alle.
- Magnussen, som startede helt nede som 18'er, kæmpede godt for at beholde placeringen, selv om han tydeligvis ikke havde farten til at beholde den. I løbet blev han kun overhalet af markant hurtigere biler før Giovinazzis sene træk, skriver Sky F1.
- Danskeren kunne ikke gøre meget mere, når man tager højde for Haas' nuværende performance, mener Crash.net.
Kevin: - Teamet fortjente point
Grosjean viger for Ferrari-talent
Kvalifikationsnederlaget til Grosjean, så der nu står 5-5 i den indbyrdes Haas-duel i denne sæson, er, hvad Autosport begrunder sit 7-tal med.
- Misser kun en højere karakter på grund af kvalifikationsnederlaget til Grosjean, men havde en stor søndag.
- Vandt ni positioner, som han stjal indersiden i sving to på trods af, at han tabte lidt terræn fra linjen (her virker det som om, at Autosport forveksler de to Haas-køreres start. Kun Grosjean kom langsomt fra linjen, red.).
- Falmede derfra, som de hurtigere Alpha Tauri og Red Bull kom bagfra, men slog en Ferrari helt reelt, skriver Autosport.
HER KAN DU LÆSE, hvordan Ekstra Bladets Formel 1-ekspert Jason Watt vurderede løbet og de 20 køreres præstation.