- Ferrari ligner idioter

I min klumme før det spanske grandprix i juni, berørte jeg Ferraris mangel på overblik og beslutningstagen, når det gælder det faktum at tøjle deres to talenter i bilerne

Ekstra Bladet er til sæsonens sidste løb i Abu Dhabi. Se optakten med Jonas Hüttel og Jan Sommer her.

Meget tyder på, at man endnu intet har lært på den konto.

Da vi i Brasiliens Grand Prix så Vettel trække ind mod Leclerc, som valgte ikke at give sig en tomme, da endte det med det værste tænkelige scenarie – nemlig at de kørte sammen og begge udgik.

De to kørere giver hinanden skylden, og Ferrari ligner idioter. Straks efter bliver der meldt ud, at der skal holdes et internt krisemøde hjemme i Maranello, og det er jo ikke svært at regne ud, hvad udfaldet af et sådant møde ender med at blive.

’Vi bærer begge en del af skylden for uheldet, og vi bliver nødt til at være mindre aggressive mod hinanden’, er hovedessensen i et interview Charles Leclerc har givet til det engelske medie Autosport.

Seriøst??

FOR AT VÆRE ærlig, så synes jeg faktisk, at det er Sebastian Vettel, som forpester arbejdsmiljøet hos det stolte italienske team.

Vettel burde være stillet til ansvar for sin 90 procent andel i den sammenkørsel, men når det ikke sker, så er den klare årsag følgende i min bog:

Sebastian Vettel og Charles Leclerc er pt. omtrent lige hurtige, jeg vil dog mene, at Leclerc generelt har overhånden.

Der, hvor den helt store forskel er at finde på de to kombattanter, er, at Leclerc er på en stigende formkurve, mens det modsatte klart kan siges om Vettel.

JEG KAN GODT se, at man som team har et gevaldigt problem med hensyn til, at man ikke kan gøre hverken den ene eller den anden til hjælperytter, som skal vige for den anden, når de ligger stort set lige i pointstillingen.

Men skulle det absolut være, så var det klart Leclerc, de skulle have satset på helt tilbage fra Bahrain, som var sæsonens andet grandprix. Unge Charles tævede både Vettel og Mercedes ’fair and square’, lige indtil han desværre mistede kræfterne fra sin hybrid motor.

Unge Charles Leclerc er på vej op i sin karriere, mens kollega Sebastian Vettel er på vej ned. Foto: Jan Sommer
Unge Charles Leclerc er på vej op i sin karriere, mens kollega Sebastian Vettel er på vej ned. Foto: Jan Sommer

HER LIGGER problemet begravet.

Sebastian Vettel har ikke længere det format, det som kører kræver at lede et team. Måske farten er der i mange tilfælde, men resten af elementerne, der kræves for at være klar førstekører, ser jeg simpelthen ikke være der. Og problemet er, at Sebastian Vettel ikke kan vænne sig til, at chefrollen, han havde i dagene med Räikkönen i søsterbilen, er længe væk.

Tyskeren virker stresset over at blive udfordret fra den anden side af garagen, og vi ser uprovokerede kørefejl og afkørsler (blandt andet Tyskland 2018, Monza og Canada 2019), og dårlig dømmekraft i dueller med konkurrenter (blandt andet Monza 2018, Silverstone og Brasilien 2019).

Især den sidste mod Leclerc, var over grænsen, fordi det var teamkammeraten. Men Vettel er i sit eget hoved endnu ikke nået dertil, hvor han kan anskue sig selv som en mand, hvis bedste sæsoner ligger bag sig. Det må også være hårdt.

Sebastian Vettel var i problemer under første træning i Abu Dhabi fredag. Foto: Jan Sommer
Sebastian Vettel var i problemer under første træning i Abu Dhabi fredag. Foto: Jan Sommer

JEG MENER, at den tid er kommet, hvor både Ferrari og Vettel selv må indse, at Leclerc er hamrende hurtig og bør have den respekt, som i det mindste gør ham ligeværdig med Vettel.

Det vil sige, at vi også bør se et team, som ind i mellem tydeligt ofrer Vettel til fordel for Leclerc, hvis man i et løb kunne drage en fordel heraf.

Men kan Sebastian Vettel mon affinde sig med det, eller er Ferrari i en situation, hvor en gnaven chauffør med dalende status faktisk blot ødelægger arbejdsglæden for folk omkring ham.

HOS FERRARI er det bedste, der kunne ske for arbejdsmiljøet i 2020 være, at en af kørerne får en drømmestart på sæsonen, mens den anden slet ikke scorer på samme niveau. Så kan det tidligt blive helt åbenlyst, hvem af dem man kører for i kampen om at slå Mercedes.

Og skulle titlen som hjælpekører i løbet af 2020-sæsonen tilfalde Sebastian Vettel, så spår jeg, at det bliver hans sidste sæson i karrieren.

Den tid er kommet, hvor både Ferrari og Vettel selv må indse, at Leclerc er hamrende hurtig.

Følg sæsonens sidste Formel 1-kvalifikation LIVE fra Abu Dhabi i dag klokken 14 her på ekstrabladet.dk...

Kevin Magnussen har i denne sæson tit og ofte været plaget af en utilregnelig bil. Måske er den tid ovre. Foto: Amanda Perobelli Formel 1 - 26. nov. 2019 - kl. 11:03 Kevin erkender: - Bliver nødt til at gå en ny vej

Formel 1 - 29. nov. 2019 - kl. 07:27 Forfremmet: Dansk F1-håb i duel med Schumacher

Se også: Sportsstjerner skal skilles

59 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere