Ferrari lokker Vettel med mini-milliard og Kimi-klausul

Kontrakten ligger klar til forlængelse af de to nuværende Ferrari-kørere, skriver stort fransk bilblad - hvilket vil forhindre en større rokade til næste Formel 1-sæson

Transfer-rygterne i Formel 1 plejer at tage fart omkring den tvungne sommerferie i begyndelsen af august. 2018-kørermarkedet centrerer sig om, hvad der sker hos Ferrari og Sebastian Vettel, og noget tyder på, at de planer allerede er ved at være på plads, før 'silly season' for alvor tager sin begyndelse.

- Jeg har gjort det meget klar, at hvis han ønsker bliver, så forlænger vi bare. Det er op til ham, sagde Ferrari-præsidenten Sergio Marchionne under Østrigs Grand Prix for halvanden uge siden.

Sebastian Vettels kontrakt ligger allerede klar til underskrivelse ifølge det store franske bilblad Auto Hebdo.

Ferrari tilbyder ifølge magasinet en lønpakke på 900 millioner kroner for tre år (120 millioner euro) og nok så interessant en klausul vedrørende Kimi Räikkönen.

Serio Machionne var på besøg i Østrig. Foto: Hone/LAT/REX/All Over Press
Serio Machionne var på besøg i Østrig. Foto: Hone/LAT/REX/All Over Press
 

Tyskeren skulle have betinget sig, at den gode finske ven og langsommere teamkammerat også skulle forlænges. Ifølge Auto Hebdo skulle Sergio Marchionne have sagt god for endnu en sæson til Räikkönen til en årsløn på 37,5 millioner kroner.

Tidligere på sommeren gav Kimi Räikkönen udtryk for, at han havde styr på, hvad han skulle næste sæson, men ikke ville fortælle det endnu.

Den tyske firedobbelte verdensmester og nuværende etter i VM-stillingen tjente i sin seneste treårige Ferrari-kontrakt angiveligt 350 millioner kroner i det første år efterfulgt af to år med 210 millioner i grundløn plus bonusser for sejre og titler.

Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen kan meget vel fortsætte endnu en sæson som teamkammerater hos Ferrari. Foto: REX/All Over Press
Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen kan meget vel fortsætte endnu en sæson som teamkammerater hos Ferrari. Foto: REX/All Over Press
 

Udover de evige spekulationer om Fernando Alonso - som formentlig må vælge mellem at blive hos McLaren-Honda, skifte til Renault eller forlade Formel 1 - har Lewis Hamilton og Carlos Sainz Jr. fyldt mest de seneste uger.

Briten fordi de store engelske aviser i samlet flok på Silverstone valgte at tolke en udtalelse fra Lewis Hamilton således, at Mercedes-køreren kunne finde på at stoppe sin karriere allerede efter denne sæson. Fordi han sagde, at han ikke kunne sige lige nu, hvordan han så på verden om seks måneder. Samme sætning indeholdt dog også, at han elskede racerløb og vil vinde endnu mere.

Især briterne spekulerer også i, at Lewis Hamilton og Sebastian Vettel skifter plads. Hvilket der ikke er den store logik i for nogen af parterne ...

Se også: Kort silly season hos Haas-teamet

Se også: 'Silly season' i Formel 1: Stortalent i konflikt med Red Bull

Endelig havde Carlos Sainz Jr. på Silverstone travlt med at rense luften i forhold til Red Bull-ledelsen, som har banet og betalt for spanierens vej til Formel 1. Ugen tidligere var det ellers 'utænkeligt', at han forsatte hos Toro Rosso endnu en sæson.

Efter en grillaften med indlagt tenniskamp mod Red Bull-teamchef Christian Horner, hvor talentchef Dr. Helmut Marko var dommer, sagde spanieren ifølge Autosport.

- Vi hyggede os. Luften er ren, og jeg er Red Bull-kører i Red Bull-programmet bekræftet til Toro Rosso næste år.

Til den rette pris kan Sainz stadig købes fri. Red Bull har dog sidste ord og hårdt brug for ham til førsteholdet i 2019.  

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Se også: Alonso efter årets første point: Jeg kunne have vundet

Se også: Grosjean flirter med Ferrari: Sædet er et opkald væk

Se også: Advarsel fra Renault: Nyt crash sætter Palmer under pres

14 kommentarer
Vis kommentarer